Giften der slog eks-KGB-agent ihjel: Så lidt skal der til
Det spektakulære mord på den tidligere KGB-agent Alexander Litvinenko blev udført med en yderst sofistikeret gift
Den radioaktive gift Polonium 210 blev brugt til at slå den tidligere KGB-agent Alexander Litvinenko ihjel på et hotel i London.
De to snigmordere Andrei Lugovoi og Dmitry Kovtun listede en mikroskopisk mængde af giftstoffet i Litvinenkos the - og det slog ham ihjel 22 dage senere. Du kan selv gætte på, hvor lidt der skal til for at slå et menneske ihjel. Svaret kommer længere nede i artiklen.
Men først: Hvordan virker Polonium 210 - og hvorfor dør man af det?
Der er i sagens natur ikke foretaget ret mange undersøgelser af mennesker der har indtaget Polonium 210. For at få fat på dødelige mængder af stoffet, skal man have adgang til en atomreaktor.
Men i 1993 gennemførte forskere et forsøg, hvor mennesker spiste krabbekød med naturligt forekommende mængder polonium. Det kom der en videnskabelig artikel ud af, som er offentliggort i tidsskriftet Journal of Radiological Protection.
For at forstå, hvorfor Polonium 210 er farligt, skal man vide en smule om radioaktivitet - for det er derfor stoffet dræber.
Polonium-210 er en af hele 25 forskellige udgaver af grundstoffet Polonium - såkaldte isotoper. Polonium 210 findes i meget små mængder i naturen. Både i luft, jord og f.eks. i tobak.
Isotopen Polonium 210 er ustabil og nedbrydes til andre stoffer, mens det udsender radioaktiv stråling.
Radioaktive stoffer kan udsende tre forskellige slags stråling: Alfastråling, betastråling og gammastråling.
Alfåstråling er i virkeligheden små kernepartikler. En slags bittesmå kanonkugler der kan udrette stor skade på levende væv - men som ikke kan trænge ret langt ind. Partiklerne kan f.eks. bremses af et lag papir.
Betastråling er også små partikler - elektroner - de er endnu mindre end alfapartiklerne, men de har lettere ved at slippe gennem materiale som f.eks. træ og papir. Metal, som f.eks. en aluminiumsplade er dog nok til at bremse dem.
Gammastråling er elektromagnetisk stråling i stil med lys - strålerne er dog fyldt med meget mere energi end det lys som det menneskelige øje kan se. Disse stråler standses af sten, stål og bly.
Polonium 210 udsender alfastråler - og det er praktisk, hvis man skal håndtere stoffet uden selv at dø af det. Det kan f.eks. opbevares i en beholder med tætsluttende låg uden at slå nogen ihjel.
Den dosis Polonium 210 som Alexander Litvinenko indtog på Hotel Millennium i London var blandet op i en slat lunken grøn the på bunden af en thepotte.
Den kom ind igennem hans mund, da han drak to til tre slurke af den lunkne sjat, hvorefter han lod resten stå.
Han mener selv, at han maksimum drak en halv deciliter af theen.
Få timer efter stoffet i den lunkne væske kom ned i Litvinenkos mave, var han formentlig dødsdømt.
Ifølge det tyske forbundskontor for strålebeskyttelse (BfS) rækker mindre end 0,1 mikrogram (et mikrogram er en milliontedel af et gram) koncentreret Polonium 210 til at slå et menneske ihjel. Det er nogenlunde det samme som et lille støvpartikel, skriver magasinet Der Spiegel.
Forfatterne til den videnskabelige artikel i Journal of Radiological Protection beskriver, hvad der sker når det radioaktive stof havner i maven.
1. Stoffet optages i blodet.
Ifølge videnskabsfolkene vil den koncentration af stoffet som Litvinenko indtog være dødelig i løbet af et par uger, hvis bare 10 procent af det optages i blodet.
2. Stoffet rammer lever, nyrer og knoglemarv.
Stoffet ophobes i de indre organer, og alfastrålerne begynder at slå kroppens celler ihjel inde i organerne.
3. Offeret får strålesyge.
Håret begynder at falde af, og der vil være voldsom kvalme og opkastninger. Der kommer blødninger fra mund, næse og endetarmen.
4. De indre organer svigter
På et tidspunkt har alfastrålerne dræbt så mange af kroppens levende celler, at de indre organer ikke længere kan fungere. Det får organerne til at svigte.
5. Offeret dør
Når vitale organer som lever og nyrer ikke længere virker, dør offeret af organsvigt. Det var, hvad der skete med Livinenko.
Hvis man kun har indtaget en mindre dosis Polonium 210 - altså mindre end en milliontedel af et gram - risikerer man med tiden at udvikle leukæmi, kræft i leveren og kræft i blæren.