Iran-sanktionerne ophører: Ny stormagt på vej i Mellemøsten

16x9
Irans præsident Hassan Rohani. Foto: Scanpix / Scanpix

De sanktioner, som USA har haft mod Iran i forbindelse med det iranske atomprogram, er ophævet.

 

”Det er diplomatiets smukkeste stund,” siger nogen om atom-aftalen med Iran, som betyder, at sanktionerne imod landet nu bliver ophævet. ”Det er selve beviset på, at forhandlinger bedre kan løse internationale kriser, end trusler og våbenmagt kan.”

”Nej. Det er tværtimod et eksempel på, at vi i Vesten falder for Irans snu ayatollaher i vores iver for at få del i et nyt, attraktivt marked, mens Iran stille og roligt breder sin indflydelse over store dele af Mellemøsten,” advarer andre.

Ophævelsen af sanktionerne, som er et resultat af, at Iran ifølge FN’s Atomenergiagentur langt om længe opfylder kravene til landet om at nedlægge problematiske dele af sit atomprogram, er blevet ledsaget af en fangeudveksling. Fem amerikanere – blandt andre Washington Post-journalisten Jason Rezian – er blevet frigivet i Iran. Samtidig er syv iranere fængslet i USA blevet sendt hjem.

Iran præsident, Hassan Rouhani, modtager kram i det iranske parlament, dagen efter USA ophævede atomsanktionerne mod Iran.
Iran præsident, Hassan Rouhani, modtager kram i det iranske parlament, dagen efter USA ophævede atomsanktionerne mod Iran. Foto: Scanpix / Scanpix.

Præsident Hassan Rouhani og hans fløj i den iranske politiske ledelse har god grund til at fejre dagen.

”Et nyt mulighedernes vindue til at involvere og engagere os i verden,” kalder den iranske præsident det.

Rouhani har lovet at forbedre sit lands skrantende økonomi, og ophævelsen af sanktionerne er et godt skridt i retning af at kunne opfylde dette løfte. Udenlandske diplomater håber også, at aftalen vil betyde en styrkelse af Rouhanis såkaldte ”moderate” fløj indenfor det iranske præsteskab. På den anden side står ”strammerne” med den åndelige leder Ali Khamenei i spidsen, som ikke synes om en tilnærmelse til Vesten, og den magtfulde Revolutions Garde, som tidligere har nydt godt af smugleriet og sortbørshandelen, der var et resultat af sanktionerne.

Forventningerne store, men det vil tage tid
Det vil dog tage tid, inden ophævelsen af sanktionerne og de ventede forbedringer af økonomien begynder at kunne mærkes af almindelige iranere. Mange tvivler endog på, at de økonomiske lempelser nogensinde når helt ned til dem.

”Pengene lander formentlig, som det altid er tilfældet, i alle mulige andres lommer, inden de når helt herned til mig,” citeres en anonym iraner for at sige på et af de sociale medier.

Eksiliranere tvivler også på, at begivenhederne vil føre til dramatiske forbedringer i Iran. Som argument henviser de til de mange anslag imod ytringsfriheden, som er gennemført i de seneste måneder. En række åbenmundede forfattere og kunstnere – blandt andre den prisvindende filminstruktør Keywan Karimi – er blevet arresteret.

Irans åndelige leder Ali Khamenei.
Irans åndelige leder Ali Khamenei. Foto: HO / Scanpix Denmark

”Et af Islams og Irans fjenders fremmeste mål er at forandre vores kultur og moralske normer og i særdeleshed vores livsstil,” sagde Irans åndelige leder Ali Khamenei tidligere på måneden i en tale til en række fremtræden imamer for at understrege, at en åbning til Vesten på ingen måde må føre til en lempelse af de konservative værdier, som Den islamiske Republik er bygget på.

Næppe noget dramatisk kursskifte
Parlamentsvalget i slutningen af februar og valget til det såkaldte ”Eksperternes Råd,” en forsamling af ayatollaher, der blandt andet udpeger Irans åndelige leder, vil efter fortalernes mening give os en første strømpil på, hvilken vej det går. Får de moderate sporet det iranske samfund ind på en kurs mod mere åbenhed og frihed, eller bliver det strammerne, der vinder og fastholder iranerne i et strikt, religiøst, autokratisk regimes kvælertag?

Man skal på ingen måde forvente, at et mere frit samfund er i kortene, advarer Cliff Kupchan fra Eurasia Group, som følger udviklingen i Iran.

”(Den åndelige leder) Ali Khamenei er fast besluttet på at bevise, at det her ikke er en ny begyndelse men tværtimod snarere undtagelsen, der bekræfter reglen. Derfor er der ikke tale om en afspænding (overfor Vesten),” skriver han. ”Han (Khamenei) har stadigvæk brug for skræmmebilledet om ”Den Store Satan” til brug overfor sit eget bagland som Revolutionsgarden, de konservative i præsteskabet og de fromme i den fattige del af befolkningen,” mener Cliff Kupchan.

Blot fordi de internationale sanktioner, der knytter sig til Irans atomprogram, nu forsvinder, så betyder det ikke, at alle sanktioner ophæves. USA har en lang række sanktioner, som har været i kraft siden Den Islamiske Revolution i 1979 og stormen på den amerikanske ambassade i Teheran, og de forbliver i kraft. Derfor vil den iranske ledelses anti-amerikanske retorik også fortsat lyde ligeså krigerisk, som den altid har gjort, siger eksperterne, som understreger, at der stadigvæk er en lang række stridspunkter.

”Selvom begge sider (Vesten og kredsen omkring præsident Rouhani) ønsker at begynde et nyt kapitel i forholdet til hinanden, så betyder det langtfra, at man er enige om ret meget,” siger Mellemøstekspert Gawaz Gerges fra specialuniversitetet The London School of Economics.

”Derfor betyder det (ophævelsen af sanktionerne) ikke, at mistroen og mistilliden er overstået. Og det betyder heller ikke, at parterne pludselig ikke længere har modsatrettede interesser i regionen.”

Iran venter økonomisk opsving
At pengene vil begynde at strømme ind, synes der dog ikke at være tvivl om. Ophævelsen af sanktionerne har allerede betydet, at iranske tilgodehavender på omkring 100 milliarder dollars, der har været indefrosset i vestlige banker, er blevet frigivet. Iran vil også igen blive en del af den internationale økonomi på alle andre områder.

Iran led under de omfattende sanktionerne men overlevede. Nu er smalhalsen overstået. Sanktionerne ophører gradvist i disse dage. Iran er på vej tilbage som en del af det internationale samfund. Regerings- og statschefer, udenrigsministre og andre fra den vestlige verden og Kina står nærmest i kø for at besøge Teheran. Alle har de en erhvervsdelegation med sig. Iran er med sine 80 millioner indbyggere, sit relativt velorganiserede samfund, sine veluddannede borgere, oliereserver og mange andre interessante råvarer i undergrunden et attraktivt marked.

Alle vil ind på det iranske marked, selvom landet stadigvæk henretter homoseksuelle og andre mennesker offentligt, stadigvæk har et skæmmende afsnit om sig selv i Amnesty Internationals årsrapport om rutinemæssige brud på menneskerettighederne og så videre.

Men business is business!

Iran har allerede afgivet ordre på ikke mindre end 114 store Airbus passagerfly, som produceres i forskellige europæiske lande, og det er ventet, at landet over det næste tiår vil bestille 400 passagerfly. På lignende måde er der en lang række andre områder i Iran, der nu skal bringes tilbage på fode igen. Det betyder kæmpemæssige ordrer i massevis, som alle i den omgivne verden står i kø for at få del i.

 Fra at have været urørlig og en repræsentant for det dårlige selskab er Iran nu på vej til at blive landet, som alle gerne vil være gode venner med. 

 

En gang blev Iran af den daværende amerikanske præsident Ronald Reagan stemplet som en del af ”Ondskabens Akse.” Fra at have været urørlig og en repræsentant for det dårlige selskab er Iran nu på vej til at blive landet, som alle gerne vil være gode venner med. Mest af alt fordi der er penge – masser af penge – og gode handeler at score.

Men den situation har også konsekvenser andre steder i Mellemøsten.

Lave oliepriser og saudisk krise
Samtidig med at Iran nu er på vej ud af sin isolation og formentlig også er på vej ind i et økonomisk opsving, så er nabolandet og den regionale rival Saudi-Arabien på vej i den modsatte retning.

De ultra-lave oliepriser på omkring 30 dollars per tønde råolie er en bombe under den saudiske økonomi. For få år siden kostede en tønde olie i underkanten af 130-140 dollars per tønde. Saudi-Arabiens budget skulle balancere ved en oliepris på omkring 80-90 dollars per tønde. Derfor koster prisfaldet dyrt. Sidste år var der et underskud på det arabiske statsbudget på svimlende 98 milliarder dollars. Det er groft omregnet et underskud, der ligner prisen på 28 Storbæltsbroer.

I de to første uger af 2016 har Saudi-Arabien yderligere oparbejdet et underskud på to milliarder dollars. Det er én milliard dollars om ugen!

Saudi-Arabien og OPEC dræner markedet og forsøger at tvinge priserne på olie op, men det gør Saudi-Arabien ikke. De producerer tværtimod endnu mere olie til et marked, der allerede svømmer i det. Det gør de blandt andet for at gøre nye olieforekomster og produktionsmåder i for eksempel USA samt alternative energiformer urentable.

Nu kommer Iran så igen ud på oliemarkedet med en produktion, der ifølge dem svarer til 500.000 tønder per dag. I løbet af omkring et år håber iranerne, at det tal vil vokse til 1,5 millioner tønder per dag.

Det gør udsigterne til dramatisk højere oliepriser til fjern fremtidsmusik, og dermed tvinger det Saudi Arabien til at skære ned på hjemmefronten.

Statslige subsidier på blandt andet brændstof, elektricitet og vand falder bort eller beskæres, hvilket betyder stigende priser. Benzinpriserne vokser med ikke mindre end 50 procent i et land, som ligger ovenpå verdens største reserver af råolie. Set med danske ønske er det ganske vist blot en prisstigning fra en krone per liter benzin til halvanden krone. Men stigningen er stadigvæk 50 procent, og det kan mærkes for mange almindelige saudier, som ikke er en del af den vulgært rige kongefamilie.

Samtidig overvejer Saudi-Arabien at indføre moms til næste år.

Ungdomsarbejdsløsheden er høj
Der er mange andre kilder til mulig utilfredshed i det ellers så velhavende ørkenkongedømme.

Unge kvinde får undervisning i design på Dar Al-Hekma College i Jeddah i Saudi-Arabien.
Unge kvinde får undervisning i design på Dar Al-Hekma College i Jeddah i Saudi-Arabien. Foto: Scanpix / Scanpix

Der er mange unge i Saudi-Arabiens befolkning. Noget nær to tredjedele af befolkningen er under 30 år gamle. Uddannelsessystemet er fint, så der hvert år kommer massevis af højtkvalificerede saudier ud på arbejdsmarkedet. Men der er ikke noget arbejde til dem.

Ungdomsarbejdsløsheden i Saudi-Arabien er meget høj. Det var en lignende situation, der var med til at udløse revolutionen i Tunesien for fem år siden, hvilket satte gang i Det arabiske Forår.

Læg dertil at saudierne langtfra er vant til almindeligt arbejde. Langt det meste af det manuelle arbejde varetages af underbetalte asiatiske gæstearbejdere, der til tider næsten behandles som slaver. Meget andet arbejde udføres af højtbetalte vesterlændinge. Så det handler ikke bare om at skaffe arbejde til mange saudier men også om omskabelse af en folkekarakter, der er blevet til i en periode med en næsten vulgær rigdom, som nu måske er slut.

Iran udnytter shiitterne
Iran forsøger at udbrede sin indflydelse i den arabiske verden via de lokale shiamuslimske minoriteter – som i virkeligheden ikke er minoriteter alle steder. På Bahrain og i Irak er flertallet af befolkningen shiitter. De bakkes op af Iran. I Yemen støtter Iran de såkaldte Houthi-oprørere, som anses for at være shiitter. I Syrien står Iran på Bashar al-Assad-styrets side. Styret er alawitisk -  en gren af shiismen. I Libanon støtter Iran også shiitterne og dermed Hizbollah-militsen, som Iran har fået til Syrien for at kæmpe på præsidentens side imod den sunnimuslimske befolkning.

Alle steder kæmper Iran på den ene side og Saudi-Arabien på den anden. Det handler ikke om befolkning/regime, demokrati/tyranni eller noget andet smukt. Alle steder støtter Iran shiitterne og Saudi-Arabien sunnimuslimerne, uanset hvem regimet og flertallet i befolkningen er.

En demonstrant med en plakat i hånden under en demonstration imod henrettelsen af Sheikh Nimr al-Nimr.
En demonstrant med en plakat i hånden under en demonstration imod henrettelsen af Sheikh Nimr al-Nimr. Foto: Scanpix. / Scanpix.

Dette blot for at fortælle, at der også i Saudi-Arabien befinder sig en shiitisk minoritet. Sheikh Nimr al-Nimr, som for nylig blev henrettet, var blot en af denne utilfredse, undertrykte minoritets ledere. Endnu en grund til det mildt sagt iskolde forhold mellem Iran og Saudi Arabien blev endnu værre. Denne henrettelse førte til et angreb på den saudiske ambassade i Teheran og en afbrydelse af de diplomatiske kontakter imellem de to lande.

Begynder denne shiittiske minoritet i Saudi-Arabien nu også – eventuelt med iransk støtte – at lave oprør imod myndighederne, så får det meget alvorlige konsekvenser. For de saudiske shiitter bor præcist der, hvor landets oliekilder befinder sig under ørkensandet.

Hvis det sker, vil den saudiske olieeksport blive ramt, Saudi-Arabiens indtægter vil falde dramatisk samtidig med, at oliepriserne vil ryge op igennem loftet, og Iran vil skumme fløden.

Det er endnu en af disse mulige kriser, som mange frygter.

Araberne står svagt
En gang holdt Iraks Saddam Hussein iranerne i skak. Otte år i 80’erne udkæmpede Irak og Iran en lang og ødelæggende krig med hinanden. Den arabiske verden støttede det arabiske Irak imod det persiske Iran. Lige med undtagelse af Syrien, som allerede den gang under præsident Hafez al-Assad (Bashars far) gik stik imod sine arabiske frænder og støttede Iran.

Iraks mægtige militærmaskine var den eneste i den arabiske verden, der var stærk nok til at holde Iran på plads. Denne magtbalance virkede, lige indtil Saddam invaderede Kuwait i 1990. Derefter faldt både magtbalancen, der holdt Iran i stik og Irak fra hinanden. Siden har det iranske præstestyre langsomt men sikkert udbredt sin indflydelse i en del af det arabiske Mellemøsten, som får Saudi-Arabien til at føle sig omringet.

Tidligere ville saudierne have ringet til Washington og bedt om hjælp. Men set med saudiske øjne lever USA ikke længere op til sine forpligtelser som ven og beskytter. Atomaftalen med Iran er blot ét eksempel. Præsident Obamas ”Røde linje” i Syrien om at USA ville gribe ind, hvis Assad-styret brugte giftgas imod sin befolkning, men da det kom til stykket ikke gjorde det, er en anden. Derfor kan man, efter saudiernes mening, ikke længere stole på amerikanerne.

I denne nye situation føler Saudi-Arabien sig presset og forpligtet til at bruge kæmpemæssige summer på sit militær og sikkerhedsapparat. Nogen anslår, at det beløber sig til op imod 20-25 procent af BNP. Det er næppe noget, der huer mange almindelige borgere, som ser alle andre udgifter stige samtidig med, at de offentlige services forringes.


Den saudiske arvefølge
Arvefølgen i det saudiske kongehus er også en mulig kilde til fremtidig utilfredshed og interne gnidninger.

Indtil nu har kongekronen gået i arv mellem Saudi-Arabiens grundlægger, Ibn Saud Abdulaziz’, mange sønner. Fra bror til bror. Og fra halvbror til halvbror, når den er skiftet mellem den store klans forskellige grene. Men nu er man snart ved at løbe tør for brødre. Og dem, der er tilbage, er så gamle, svage og senile, at de ikke magter at regerer særligt længe ad gangen.

Problemet er, at der ikke er nogen tradition for, hvordan man springer fra en generation til den næste. Det er et skridt, man frygter. Alle grene af kongefamilien er opsatte på, at det skal være deres gren, der skal have magten og alle de gyldne frynsegoder, der følger med.

Saudi-Arabiens kong Salman.
Saudi-Arabiens kong Salman. Foto: Hasan Jamali / AP

Da den 80-årige kong Salman sidste januar besteg tronen, fordi den 90-årige kong Abdullah døde, fulgte hans 70-årige halvbror prins Muqrin automatisk med i købet som kronprins. Han er den yngste af Abdulaziz’ sønner. Så med ham så det ud til, at bror til bror-traditionen var ved at være slut, selvom der stadigvæk er et par endnu ældre halvbrødre tilbage.

Saudiske diplomater vil normalt, når man spørger dem, påstå, at der ikke er skyggen af problemer, og at en klar kronprins fra næste generation allerede er på plads og klar.

Og måske kommer generationsskiftet hurtigere, end vi havde ventet.

I april – kun tre måneder inde i sin regeringstid – afsatte kong Salman nemlig sin halvbror Muqrin og udnævnte i stedet sin nevø Muhammed bin Nayef – altså et generationsspring – til kronprins. Samtidig styrkede Salman sin egen kun 30 år gamle søn, Muhammed bin Salman, som nu er en meget magtfuld forsvarsminister, vice-premierminister og ”stedfortrædende kronprins.” Det er en ret så indflydelsesrig post til en for det saudiske kongehus ekstremt ung mand. Det har ført til en del hævede øjenbryn. Mange tror, at kong Salman i virkeligheden forsøger at placere sin egen søn, så han kan overhale den rigtige kronprins indenom og tage over, når Salman takker af om næppe særlig lang tid.

Mange frygter, at den mulige strid om tronfølgen næppe kommer til at gå stille af.

Det er bare nogle af mange kilder til uro og svækkelse af Saudi-Arabien, som er for nedadgående, samtidig med at ærkerivalen Iran synes konstant at blive stærkere.

Svagt USA – nyt Mellemøsten
Set med mange araberes øjne befinder vi os nu i en situation, hvor der er tre militære og politiske stormagter i Mellemøsten: Israel, Tyrkiet og Iran.

Tre stormagter, som alle er ikke-arabiske.

En uudholdelig situation for mange. Derfor vil ønsket vokse om et arabisk modsvar til denne i mange araberes øjne ulidelige situation.

Mange anser Saudi-Arabien for at have den økonomiske styrke til at finansiere et nyt system og forsvare sunni-islam. Egypten opfatter ofte sig selv som det land, der har den naturlige pligt og ret til at stå i spidsen militært og politisk. Saudi-Arabien er den sunni-arabiske verdens ledernation økonomisk og religiøst. Egypten er politisk, militært og kulturelt (i særdeleshed efter, at Irak og Syrien er ude af ligningen).

 Problemet er bare, at hverken Saudi-Arabien eller Egypten længere er, hvad de en gang var.

 

Problemet er bare, at hverken Saudi-Arabien eller Egypten længere er, hvad de en gang var.

En gang kunne lande som Saudi-Arabien, de arabiske golfstater, Egypten, Israel og Tyrkiet trygt forlade sig på deres store, strategiske allierede USA's magt og vælde – både politisk, diplomatisk og militært. Men USA's indflydelse i Mellemøsten er svækket betydeligt over det seneste årti. Samtidig er Ruslands og Irans magt i området vokset.

Mange af USA's og Vestens allierede er derfor begyndt at føre en langt mere selvstændig og uafhængig udenrigs- og sikkerhedspolitik, som først og fremmest tjener deres egne interesser – ikke nødvendigvis vores i Vesten. Det gør situationen langt mere uoverskuelig og uforudsigelig.

Det er som om, vi i regionen har langt flere spillere, som har langt flere forskellige, ofte modstridende interesser, og som uden koordination ovenfra går i langt flere forskellige retninger.

Derfor går vi en tid i møde, hvor det er vanskeligt – om ikke ligefrem umuligt – at forudsige, hvad der vil ske. Mellemøsten har altid været en omtumlet region. Meget tyder på, at det endnu mere kan blive et af områdets kendetegn i den kommende tid.