Brintbomben der forsvandt over Spanien spøger stadig

Den 17. januar 1966 brød himlen over den spanske landsby Palomares i brand.

Et amerikansk B-52 bombefly kolliderede med et KC-135 optankningsfly, mens det var ved at tage brændstof om bord i 9.000 meters højde.

Røret med brændstof fra tankflyet ramte toppen af skroget på det strategiske bombefly og ødelagde den venstre vinge.

Begge fly eksploderede i en gigantisk ildkugle og mindre end to kilometer derfra, kunne piloterne i et andet B-52 fly se til, mens deres kolleger forsvandt i flammerne.

Der var fire besætningsmedlemmer om bord på tankflyet og syv om bord på B-52'eren. Ved et mirakel lykkedes det fire af mændene på bombeflyet at skyde sig ud og åbne deres faldskærme. De andre døde i flammerne.

Syv omkomne var på dette tidspunkt billigt sluppet - for bombeflyet bar på en dødbringende last. 

I 1966 var Den Kolde Krig på sit højeste. Det amerikanske bombefly havde derfor fire brintbomber med om bord, og de var klar til brug i tilfælde af en atomkrig med Sovjetunionen. Hver bombe var på 1,5 megaton - altså 75 gange kraftigere end dem der blev kastet over Hisoshima under Anden Verdenskrig.

En ufattelig katastrofe var nær, og hvis folk på tomatmarkerne 9.000 meter længere nede havde vidst, hvad der var på vej ned mod dem, var der formentlig udbrudt vild panik.

Eksplosionen og kraften fra flysammenstødet fik de fire brintbomber til at flyve i hver sin retning, og den værste ulykke med atomvåben under hele Den Kolde Krig var en realitet.

Fire løbske atomvåben i frit fald over et befolket område lyder som en cliffhanger i en actionfilm fra Hollywood, men det var realiteten i cirka et minut lige præcis den mandag formiddag for 50 år siden.

Den første bombe landede intakt på en tomatmark lidt uden for Palomares - uden at eksplodere.

To andre brintbomber eksploderede da de ramte jorden. 

Den opmærksomme læser vil nok undre sig over, at eksplosionerne ikke har sat et mere tydeligt aftryk i historiebøgerne. Det skyldes, at det kun var det almindelige konventionelle sprængstof i brintbomberne der eksploderede.

Atombomber er bygget sådan op, at de skal tændes af en eksplosion fra almindeligt konventionelt sprængstof. Og heldigvis for indbyggerne i Palomares er det ikke nok, at sprængstoffet eksploderer - det skal også tændes meget præcist før der opstår en kernereaktion i den plutoniumskerne der sætter brintbomben i gang. 

Så i stedet for to paddehatteskyer over byen, regnede det ned med radioaktivt plutonium fra de to itusprængte brintbomber over Palomares.

Den fjerde bombe forsvandt i Middelhavet, og den skulle komme til at give amerikanerne store bekymringer i de efterfølgende måneder. 

Men i første omgang var amerikanernes altoverskyggende problem en radioaktiv sky fra tre kilo pulveriseret plutonium 239.

Det blæste en stiv kuling på den spanske kyst den dag - og flere kvadratkilometer med tomatmarker og skov blev ramt af det radioaktive støv.

I det amerikanske hovedkvarter blev man orienteret om ulykken få minutter efter den var sket, og chefen for den amerikanske militærbase i Madrid, generalmajor Delmar E. Wilson rejste straks til Palomares. 

I ugerne efter ulykken kom landsbyen til at ligne en scene fra en film om dommedag. På land gik mænd med ansigtsmasker og Geigertællere rundt for at finde radioaktivt nedfald. Markerne blev afspærret og tomater og bønner rådnede mens de hang på planterne.

Amerikanerne gravede 1.700 tons forurenet jord op og transporterede det til USA, hvor det blev deponeret.

USAs flåde sendte et større antal krigsskibe til området for at finde den bombe der forsvandt i havet, men ud for Palomares er havet dybt.

Til alt held for amerikanerne havde en lokal fisker, Francisco Simó Orts, set noget der lignede en bombe falde i vandet - så de havde egentlig en idé om, hvor de skulle lede.

Men den militære overkomando ville hellere sætte deres lid til beregninger fra en topmoderne supercomputer, som kunne beregne mulige baner for den faldende bombe.

Og ud fra computerberegningerne gik 34 skibe, 2.200 søfolk, 130 dykkere og fire miniubåde i gang med at lede.

Men de fandt kun vragdele fra de to ødelagte fly på havbunden.

Mens dagene gik begyndte aviserne at gøre grin med eftersøgningen - Newsweek skrev blandt andet:

"Hvor, åh hvor er vores brintbombe blevet af? Åh hvor, åh hvor kan den være henne?"

Så tog amerikanerne fat i fiskeren Francisco Simó Orts igen. Det viste sig, at han havde gået grundigt til værks omkring sine observationer. Han havde nemlig anvendt visuel triangulering til at fastslå, hvor den bombelignende genstand var faldet i havet, og han havde tilmed gemt sine beregninger, så det var muligt at pege på et forholdsvist præcist sted.

Bomben havde ramt havoverfladen cirka otte kilometer fra kysten - lige over den undersøiske kløft Rio Almanzora i et område der ikke var grundigt kortlagt.

Efter 80 dages eftersøgning fandt amerikanerne bomben - og det var i sidste ende takket være USAs nyeste teknologi.

To år før flystyrtet havde den amerikanske flåde købt dybhavsfartøjet "DSV Alvin" - og den lille tomandsbetjente ubåd fandt den forsvundne brintbombe på siden af den stejle undersøiske kløft 660 meter nede.

Men "DSV Alvin" løb tør for strøm inden den kunne begynde at bjærge bomben - og det kom til at gøre missionen en hel del vanskeligere.

Da miniubåden vendte tilbage var bomben nemlig væk.

Der var kun ét sted den kunne forsvinde hen, og det var længere ned i den 1500 meter dybe kløft. Den nåede dog kun cirka 120 meter ned før "DSV Alvin" igen fik lokaliseret bomben.

Men problemerne fortsatte - miniubådens mekaniske arme var ikke i stand til at løfte bomben op. Bomben blev tabt og der var overhængende fare for, at den skulle forsvinde ned i afgrunden.

Men det lykkedes til sidst at få bomben op fra dybet og transporteret den tilbage til USA.

Mens den storstilede operation til søs fandt sted, foregik der også et drama på landjorden.

Spanien - der i 1966 var et militærdiktatur under Francisco Franco - var begyndt at udvikle sig til turistdestination, og radioaktivt nedfald i et turistområde var dårlig reklame.

Så for at vise, hvor effektiv den amerikanske oprydning havde været, og hvor ufarlig den forsvundne brintbombe var, gik den spanske turistminister i vandet ved Palomares sammen med USAs ambassadør Angier Biddle Duke, mens flådefartøjerne stadig arbejdede ude på Middelhavet.

Men hvor effektiv var oprydningen så?

Ikke god nok, hvis man spørger indbyggerne i byen i dag.

50 år efter eksplosionerne er der stadig radioaktivt materiale i jorden - og selv om her er hoteller og en fin badestrand er Palomares aldrig blevet en stor turistdestination.

De lokale dyrker tomater på de områder der ikke er forurenet - men de må sælge dem under et andet bynavn, og selv om her ikke er registreret sygdomstilfælde hos mennesker, er der snegle i området der har radioaktivt materiale i kroppen.

Og selv om de ansvarlige for længst er døde af alderdom, er striden om forureningen i byen faktisk slet ikke slut endnu.

I oktober 2015 underskrev Spanien og USA en aftale om, at amerikanerne skal gennemføre en ny oprensning af jorden i byen.

Den radioaktive jord skal skrælles af og transporteres til Nevada i USA, hvor det skal opbevares sammen med forurenet jord fra USAs atomprøvesprængninger.

Men gravemaskinerne er ikke begyndt at arbejde endnu, for USA og Spanien er endnu ikke blevet enige om de tekniske detaljer.