Udland

Iran: Atomsanktioner ophæves i dag

Iran har opfyldt sine internationale forpligtelser - og nu løftes sanktionerne mod landet, siger landets udenrigsminister.

Iran atomaftale

  • Aftalen er indgået mellem Iran, FN's Sikkerhedsråds permanente medlemmer, Tyskland og EU. 
  • Iran skal reducere sit lager af beriget uran, så landet ikke kan fremstille kernevåben.
  • FN får adgang til at inspicere alle Irans atomfaciliteter inklusiv landets militære anlæg.
  • Til gengæld fjernes økonomiske sanktioner mod Iran, og fastfrosne midler frigives.
  • Hvis aftalen bliver brudt, bliver sanktionerne genindført. 

De internationale sanktioner mod Iran ophæves i dag når Det Internationale Atomagentur, IAEA, udkommer med sin endelige rapport om Irans atomprogram. Det siger landets udenrigsminister Mohammad Javad Zarif ifølge nyhedsbureauet ISNA.

- I dag er en god dag for det iranske folk, for sanktionerne bliver ophævet, siger  Mohammad Javad Zarif.

 Ifølge Mohammad Javad Zarif udkommer IAEA med sin rapport om Irans atomanlæg i dag - og rapporten slår fast, at Iran har opfyldt sin del af aftalen, siger den iranske minister.

Han kalder dagen i dag for "en god dag for Iran og hele Mellemøsten".

Iran har længe været underlagt internationale sanktioner, fordi omverdenen frygtede at landet var ved at udvikle en atombombe. Men den 14. juli indgik Iran en aftale om, at internationale inspektører skulle have lov til at besøge landets atomanlæg.

Mohammad Javad Zarif mødes med sin amerikanske kollega John Kerry i dag i Wien, hvor hovedkvarteret for IAEA ligger. 

Før mødet sagde Mohammad Javad Zarif at aftalen fra juli holder, og at ingen vil "tillade udfaldet af disse drøftelser at gå til spilde".

Løftes sanktionerne vil det betyde et trecifret milliardbeløb for den iranske økonomi.