Sean Penn: Anholdelse af narko-baron ødelagde min artikel

Filmstjernen Sean Penn ærgrer sig over at den mexicanske narko-baron El Chapo blev fanget. Det ødelagde hans interview med El Chapo, mener han.

Det er første gang Sean Penn udtaler sig offentligt efter magasinet Rolling Stone 9. januar bragte Penn's interview med El Chapo, alias Joaquin Guizmán Loera, leder af Sinaloa-kartellet, i sin net-udgave.

El Chapo havde været på flugt siden 8. juli sidste år, men han blev anholdt den 8. januar i år - dagen før Penns artikel med det store interview blev bragt.

- Min artikel har slået fejl, siger Sean Penn i et interview i Santa Monica med Charlie Rose fra det legendariske amerikanske tv-magasin "60 Minutes" på CBS, der bliver bragt på søndag i USA - men et uddrag, som blandt andet New York Times refererer fra, er blevet offentliggjort fredag.

- Lad os se på det store billede - hvad vi allesammen ønsker. Vi ønsker alle at problemet med stoffer stopper. Men hvor meget tid har man brugt på at diskutere det siden sidste uge, hvor artiklen udkom? Én procent - og det er højt sat. Min artikel har slået fejl, siger Sean Penn.

Mødtes 2. oktober

Han fortæller til "60 Minutes" at han i hemmelighed mødtes med El Chapo i oktober sidste år for at interviewe ham til artiklen.

Han afviser også, at hans interview med narko-baronen har noget at gøre med at han blev taget til fange 8. januar.

- Der er denne myte om, at det besøg vi aflagde, hos El Chapo, mine kolleger og jeg, at det var - som den offentlige anklager i Mexico er citeret for at sige - afgørende for hans tilfangetagelse. Vi mødtes med ham flere uger inden, den 2. oktober et sted som ikke er i nærheden af det sted, hvor han blev anholdt, siger Sean Penn.

- Men her er hvad vi ved: Vi ved at den mexicanske regering helt klart var meget ydmyget ved tanken om at nogen fandt ham før vi gjorde. Vi gjorde ikke - vi er ikke smartere end DEA (det føderale amerikanske narkopoliti, red.) eller mexicansk efterretningsvæsen. Vi havde en konkakt, som kunne skaffe os en invitation, siger Sean Penn.

- Frygter du for dit liv, spørger Charlie Rose fra "60 Minutes".

- Nej, svarer Sean Penn.