Udland

Tonen mellem Polen og EU er usædvanligt skrap

Det er meget atypisk, siger dansk seniorforsker om den skrappe tone mellem Polen og EU.

- Jeg blev forbløffet, da jeg læste dit brev.

Sådan indledes et brev fra Polens justitsminister Zbigniew Ziobro til EU Kommissionens magtfulde næstformand Frans Timmermanns.

Og man skal lede længe for at finde de sædvanlige diplomatiske høflighedsfraser i brevet, der er trykt på det polske justitsministeriums officielle brevpapir.

"Meget atypisk"

- Det er meget atypisk, siger Hans Mouritzen fra Dansk Institut for Internationale Studier til TV 2 om brevet, der i går blev sendt som en reaktion på Frans Timmermanns' henvendelse til Polen.

Her udtrykte Timmermanns bekymring for udviklingen i Polen under den nye regering med partiet Lov og Retfærdighed (PiS) i spidsen.

Ziobro har lagt hele brevet ud på sin profil på Twitter:

Her fortsætter han med at skrive, at Timmermanns ikke har den "fornødne viden" om polske forhold. Og brevet rundes af med at beskylde Timmermanns for politiske motiver:

- Polen er en suveræn og demokratisk stat. Defor vil jeg bede dig udvise mere tilbageholdenhed i at sende instrukser og advarsler til parlamentet og regeringen i en suveræn og demokratisk stat i fremtiden - på trods af de ideologiske forskelle, der måtte eksistere imellem os, med din venstreorienterede overbevisning.

Usædvanlig tvist mellem EU og Polen

Ifølge Hans Mouritzen kan det være et tegn på, at den nye regering ikke nødvendigvis er vant til at færdes i internationalt diplomati. 

Men alligevel er tonen skrap og usædvanlig. Selv i korrespondancerne mellem den kontroversielle ungarske statsleder Viktor Orban og EU har der været en god tone, forklarer Hans Mouritzen:

- At skrive, at man ikke har 'den fornødne viden' kan vi jo overføre til, hvis to privatpersoner er i konflikt med hinanden. Så vil man i starten af sådan en konflikt nok være lidt forsigtig, og ikke skrive, at modparten savner enhver viden, siger Hans Mouritzen.

Tvisten mellem EU og medlemslandet Polen er også usædvanlig i sig selv. 

For første gang nogensinde tog EU Komissionen i dag en mekanisme i brug, der skal kontrollere, om Polen lever op til en retsstats basale principper.

Det gjorde kommissionen med Timmermanns i spidsen, og den har har bedt regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS) om at forklare en række tiltag, som vækker bekymring i EU.

EU tager nyt instrument i brug

Særligt gælder det nye love om den magtfulde polske forfatningsdomstol og en række kontroversielle ændringer i ledelsen af de statslige medier i Polen.

Det er faktisk et relativt nyt instrument i EU-regi, som blev indført i forbindelse med, at EU blev kritiseret for at gå for blødt til værks, da Ungarn for år tilbage indførte en række lignende, kontroversielle love - blandt andet en omstridt begrænsning af den frie presse i landet.

Og ifølge Hans Mouritzen er den polske reaktion også udtryk for, at den nye polske regering med absolut flertal er under pres.

I weekenden deltog flere tusinde i demonstrationer mod den nye medielov i Polen i store byer som Gdansk, Krakow og hovedstaden Warszawa.

Blandt andet protesterer de mod, at et medlem af regeringspartiet er blevet direktør for den statsejede tv-kanal Telewizja Polska (TVP).

- Selve det, at der foregår de store demonstrationer i Warszawa, er med til at gøre, at justitsministeren reagerer kraftigere, fordi han føler en knibtangsbevægelse. Han bliver både angrebet af en EU kommissær, og ud af vinduet kan han se store demonstrationer, siger Hans Mouritzen, og konkluderer:

- Og så er han nødt til at reagere skarpere.