Udland

Mordsagen hele verden taler om: Blev Steven uskyldig dømt - igen?

Netflix’ dokumentar har skabt stor debat og tvivl om en mordsag. Dommen mod Steven Avery har nu tråde til Det Hvide Hus. Få hele historien her.

Advarsel: Her afsløres detaljer fra dokumentarserien 'Making a murderer' på Netflix.

Er Steven Avery uskyldig?

Det spørgsmål er nået helt til Det Hvide Hus og skaber overskrift på overskrift i alverdens medier. Næsten 400.000 personer har skrevet under på, at den morddømte Steven Avery bør benådes.

Steven Avery sidder i fængsel på livstid. Han er dømt for at have dræbt en 25-årig fotograf i 2004. Men historien, der har udviklet sig til en sag om muligt justitsmord og plantede beviser, starter mange år forinden.

Steven Avery er fra Manitowoc i Wisconsin. En lille by, hvor familien Avery lever hus ved hus. Steven Avery er autoforhandler, hjemmet, en beboelsesvogn, er omkranset af biler og skrot, men i 1985 sker der noget, der ændrer autoforhandlerens liv.

En kvinde løber en tur på stranden nær Stevens hjem, da hun bliver overfaldet og voldtaget. Billeder af den forslåede Penny Beerntsen kommer frem i de lokale medier, og jagten på overfaldsmanden går ind. Penny Beerntsen vidner; hun mener, Steven Avery er overfaldsmanden. Han er i forvejen kendt af det lokale politi i Manitowoc - dømt for flere kriminelle handlinger, blandt andet for at have brændt en kat ihjel. Steven Avery nægter sig skyldig i sagen fra stranden, men selvom 16 personer giver ham et alibi på gerningstidspunktet, bliver han idømt 32 års fængsel for voldtægt og mordforsøg.

Fakta Steven Avery

Steven Avery er født 9. juli 1962 og er i dag 53 år.

Allerede som 18-årig kom han i problemer med kriminalitet, da han blev dømt for at røve en bar. Han fik to års fængsel.

Blot to år senere blev han dømt for dyremishandling ved at have sat ild til en kat.

Hans kusine anklagede ham også for at være blotter i sin have, når forbipasserende kørte forbi.

Da 18 af de 32 år af fængselsstraffen er gået, og året er 2003, ændrer Steven Averys liv sig fuldstændig endnu engang.

Teknologien inden for DNA-test har udviklet sig, mens Steven Avery er bag tremmer. Den teknologi får Steven Avery frikendt, fordi eksperter nu kan fastslå, at Steven Avery ikke var gerningsmanden på stranden.

 - Det er en lykkelig dag, siger Steven Avery til tv-medier, der står klar i Manitowoc, da den langskæggede mand vender hjem efter 18 år i fængsel for en forbrydelse, han ikke har begået.

Fra en anklage til den anden

Det er her, at Netflix’ dokumentar tager sin begyndelse. For en lykkelig følelse bliver hurtigt afløst af en ny anklage. Avery er i begyndelsen af 40’erne, da han frifindes, men blot et år senere - i 2004 - forbindes han til endnu en forbrydelse.

Den 25-årige fotograf Teresa Halbach er forsvundet. Hun blev sidst set hos Steven Avery, hvor hun skulle tage billeder af en bil hos autoforhandleren. Dokumentaren fortæller om eftersøgningen i dagene efter kvindens forsvinden, og viser interviews med Steven Avery, der udtaler sig i sagen, før han er mistænkt. I dagevis ransages det store landområde hos Averys, hvor biler er opmagasineret.

Her får historien for alvor fart. På grund af Steven Averys civile søgsmål mod politiet i Manitowoc må de lokale betjente ikke deltage i efterforskningen på stedet. De er inhabile. Steven Avery vil have erstatning – 36 millioner dollars – for at have siddet i fængsel i 18 år. I stedet får en anden politiafdeling ansvaret for efterforskningen.

Teresa Halbachs forsvundne bil dukker op på en del af landejendommen hos Averys, gemt dårligt af nogle grene, og fem dage senere finder politiet knoglerester spredt i Steven Averys baghave og i et udbrændt bål. Det, formoder politiet, er de jordiske rester af den forsvundne kvinde.

Fem dage senere – efter mange ransagninger på Steven Averys ejendom og i hans beboelsesvogn – bliver bilnøglen til den dræbte fotografs bil fundet. Det var endda en af de betjente, der kørte efterforskningen i voldtægtssagen mod Steven Avery, der fandt nøglen. En af dem, der reelt ikke måtte bistå efterforskningen. Den fandt han på sin første dag, hvor han deltog i ransagningen. Noget, som et hold af efterforskere i mange dage ikke var i stand til.

Hvis noget skal fremhæves, så kan dette stå som fundamentet i forsvaret for Steven Avery. At det er det lokale - og inhabile - politi, der har konspireret og vil hænge ham op på den forbrydelse, der ligger bag.

Nøglen og en blodplet i bilen, der er fra Steven Avery, er blandt de bærende beviser hos anklageren i sagen. Men det bliver samtidig forsvarets største håb i forhold til at forsøge at bevise, at de her beviser blev plantet af politiet. Det kommer nemlig frem i dokumentaren, at politiet har adgang til Steven Averys blodprøve fra en tidligere sag, og at emballagen og forseglingen til blodprøven er blevet brudt op.

Nevøen Brendan indblandet

Steven Avery dømmes for at have dræbt Teresa Halbach. Det samme gør Steven Averys nevø, Brendan Dassey, der dengang blot er16 år gammel.

Dokumentaren fremstiller, hvordan Brendan er blevet presset til en tilståelse, og videomateriale viser, at Brendan fortæller om, hvordan han og Steven først voldtager en bundet Teresa Halbach og siden skærer halsen over på hende, inden hun bliver skudt i hovedet.

En forklaring, han senere i retten kalder for fantasi, noget han har læst i en bog. Også denne del af sagen er omgivet af mystik og kontroversiel udvikling, da Brendans advokat bliver fjernet fra sagen, fordi han ikke varetager sin klients interesser og anbefaler ham at tilstå forbrydelsen.

Samtidig kritiseres behandlingen af Brendan Dassey fra flere sider, fordi det er beviseligt, at han har en meget lav intelligens og vil have svært ved at lyve og finde på ting som disse. Men også at han er let påvirkelig, og den 16-åriges advokat lod efterforskere afhøre teenageren uden advokatens tilstedeværelse og få en tilståelse ud af ham.

Videooptagelser viser endda, hvordan Brendan Dassey spørger, hvornår han kan komme i skole igen, selv om han lige har tilstået en forbrydelse.

Dokumentaren stopper, mens de to familiemedlemmer stadig er fængslet. Der er ingen udsigt til et liv uden for fængslet for Steven, mens Brendan kan blive prøveløsladt i 2048 trods en dom på livstid.

Sagerne mod Steven Avery

  1. 1985

    1. Konfrontation med kusine

      Stevens kusine, Sandra Morris fortæller folk i byen om, at Steven blotter sig selv i haven, og der skabes fjendskab. En nat kører Steven Sandras bil af vejen og stiger ud med et våben, der ikke er ladt, og peger på hende.

    2. Overfaldet på Penny

      Penny Beernsten løber langs kysten og bliver angrebet af en mand i læderjakke og kniv. Hun trækkes ind i et skovområde og bliver overfaldet, og gerningsmanden voldtager hende og efterlader hende.

      På hospitalet fortæller hun efterforskeren om manden, der mener, at gerningsmanden lyder som Steven Avery. Penny bliver vist ni mænd på billeder og peger Steven ud som den skyldige.

      Samme aften anholdes Steven Avery, selv om en kvittering viser, at Steven var knap 50 kilometer væk på gerningstidspunktet.

    3. Steven sigtes for overfaldet

      Steven bliver igen udpeget som gerningsmand af Penny, og han sigtes for forbrydelsen.

    4. Kendes skyldig

      På trods af at have alibi fra 16 personer kendes Steven skyldig i drabsforsøg og voldtægt.

  2. 1986

    1. 32 års fængsel

      Steven idømmes 32 års fængsel. Heri er også seks års fængsel for at have kørt sin kusine af vejen.

  3. 1987

    1. Appel afvises

      Appellen om at omstøde dommen afvises.

  4. 1995

    1. Mulige DNA-beviser fundet

      Wisconsin Innocence Project, der kæmper for at frifinde uskyldigt dømte, går ind i sagen.  De mener at have afgørende DNA-beviser.

    2. DNA matcher ikke Stevens

      Resultater viser, at DNA, der blev fundet under Pennys negle ikke matcher med Stevens, men det frikender ham ikke fuldstændig, og han bliver stadig nægtet en ny retssag.

  5. 2003

    1. DNA peger på en anden gerningsmand

      En ny test af DNA fra hår fundet på offerets krop viser ingen sammenhæng til Steven, men leder hen til den egentlige gerningsmand; Gregory Allen.

    2. Frifundet og løslades

      Steven bliver løsladt efter 18 års fængsel. Han flytter tilbage til sit hjem ved Avery’s Auto Salvage; ved siden af sin søster Barb og hendes sønner Brendan og Bobby.

    3. Ingen sag mod det lokale politi

      Justitsdepartementet oplyser, at der ikke vil blive ført sag mod efterforskerne omkring overgrebet mod Penny Beerntsen. De mener, at politiet gjorde, hvad de kunne.

  6. 2004

    1. Vil sagsøge efterforskere

      Stevens advokat oplyser, at Manitowoc County sagsøges for 36 millioner dollars for at have sendt Steven 18 år i fængsel.

    2. 25-årig fotograf forsvinder

      Teresa Halbach forsvinder. Hun havde den dag tre opgaver som fotograf for et bil-magasin, og hendes sidste stop var Avery Auto Salvage.

    3. Teresa efterlyses

      Teresas forældre melder deres datter forsvundet, og en enorm eftersøgning sættes ind.

    4. Teresas SUV findes

      En kvinde og hendes datter finder Teresas forsvundne bil et sted på Avery Auto Salvages ejendom.

    5. Enorm ransagning over flere dage

      Op mod 200 betjente ransager ejendommen i flere dage. Familien Avery må ikke nærme sig stedet.

    6. Steven anholdes

      Steven anholdes for våbenbesiddelse. Han siger, at han så Teresa den pågældende dag, men at han også så hende køre sin vej igen.

    7. Knoglerester fundet ved bålplads

      På et pressemøde oplyser efterforskere, at de har fundet knogle- og tand-fragtmenter på en bålplads bag Stevens beboelsesvogn.

    8. Bilnøgle bliver fundet i Stevens hjem

      Steven sigtes for mordet på Teresa. Stevens blod bliver fundet i Teresas bil. Hendes bilnøgle bliver fundet i Stevens vogn, og kun Stevens DNA er på nøglen. Det er den den syvende ransagning af vognen, hvor nøglen findes. Det sker af en betjent, der var en del af sagen i 1985, som ellers ikke måtte deltage i ransagningen. Stevens fingeraftryk findes ikke i bilen.

  7. 2006

    1. Steven erklærer sig uskyldig

      Steven erklærer sig uskyldig. Knogle-resterne bliver bekræftet at stamme fra Teresa.

    2. Forlig fra Penny-sagen

      Steven indgår forlig i sin tidligere sag og får 400.000 dollars i erstatning. Det er nødvendigt for ham for at få penge til advokater.

    3. Nevø anholdes

      Brendan, 16 år, anholdes i sagen, og der afholdes dagen efter en pressekonference, hvor detaljer fra afhøringen af Brendan fremlægges. Her fortælles det, hvordan de sammen misbrugte hende og slog hende ihjel. Brendan sigtes også i sagen.

    4. Retssagen flyttes

      Retssagen flyttes fra Manitowoc County til Calumet på grund af den massive medieomtale, men juryen i sagen er stadig folk fra Manitowoc County. 

    5. På sporet af en blodprøve

      Stevens advokater opdager, at en 11 år gammel blodprøve fra Steve ligger på et ikke-sikret område i Manitowoc Countys retslokaler. Forseglingen var brudt, og der var et hul fra en nål i toppen af prøven.

  8. 2007

    1. Retssagen begynder

      Retssagen mod Steven begynder, og hans forsvarer siger, at han er blevet sat op af lokale betjente som gengæld for at have sagsøgt dem kort forinden.

    2. Steven skyldig i overlagt drab

      Juryen 11 personer finder Steven skyldig i overlagt drab og for ulovlig våbenbesiddelse.

    3. Brendan også skyldig i mord

      Brendan bliver kendt skyldig i voldtægt, mord og usømmelig omgang med lig. Brendan trak sin tilståelse tilbage før dommen.

    4. Steven får livstidsdom

      Steven Avery idømmes fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse. Brendan får også dom på livstid, men kan få prøveløsladelse i 2048. Siden er alle appeller om en ny retssag afvist.

  9. 2015

    1. Dokumentar udkommer

      Dokumentaren Making a murderer udkommer i ti afsnit på hver en times varighed på streamingtjenesten Netflix.

Skabt stor debat

At dokumentaren har vakt så stor interesse, handler om konspirationen omkring det lokale politis rolle. Dokumentaristerne sætter spørgsmålstegn ved flere af de lokale betjentes oprigtighed, og om hvorvidt de har plantet flere spor for at få Steven Avery dømt.

Blandt andet har det undret, hvordan politiet ikke har kunnet finde én eneste blodplet fra Teresa Halbach hos Steven Avery. En koldblodig morder, der er god til at gøre rent efter sig, lød anklagen i retten. Modargumentet lyder, at det er en mand med så lav en IQ ikke i stand til, samtidig med at han på den anden side ikke tænkte over at skille sig af med offerets bil. Og hos Steven Avery er der endda en maskine, der gør biler til skrot.

Serien har derfor efterladt hundredetusindevis af seere med indtrykket af, at Steven Avery blev uskyldig dømt. Igen. Det vidner de knap 400.000 underskrifter om.

Tilbageholder beviser

Men 400.000 tager fejl. Al snak om justitsmord er forkert, seerne er ført bag lyset, og der er mere tale om fiktion frem for fair dokumentarisme. Sådan lyder kritikken fra flere sider. Hårdest fra anklageren i sagen, Ken Kratz, der til amerikanske medier har sendt ni punkter, der gør Steven Avery skyldig i mordet; vel at mærke ni punkter, som Netflix-dokumentaren ikke kommer ind på - eller kun delvist berører, fortæller Ken Kratz.

Ken Kratz mener, at Netflix bør oplyse, at dokumentaren er lavet for Steven Avery og ikke om sagen.

Fakta making a murderer

1. Dyppede sin kat i benzin eller olie og satte ild til den

2. Ringede til bil-magasinet og bad dem om at sende Teresa Halbach

3. Teresas telefon og kamera blev fundet 20 fod fra Averys dør

4. I fængslet fortalte han indsatte, at han ville bygge et torturkammer til kvinder

5. Offerets knogler blev fundet med stålbælter og -spænder i bålet, der var fra Averys biler

6. Teresas tand blev fundet i bålresterne

7. Ringede tre gange til Teresa, to af gange så han ikke kunne spores

8. Averys DNA(ikke blod) blev fundet i hendes bil.

9. Kuglen, Teresa blev ramt af, blev affyret af Averys riffel.

 

Blandt disse er blandt andet, at DNA-spor fra Steven Avery blev fundet i den dræbtes bil. DNA-rester, der ikke var blod, og derfor ikke kunnet være plantede af politiet. Og dette berører Netflix ganske rigtigt ikke.

Ville gøre kvinder fortræd

Samtidig fortæller Ken Kratz, at Steven Avery under sin 18 år lange afsoning fortalte medindsatte, hvordan han ville gøre kvinder fortræd, og måske vigtigst; han var ivrig for at komme i kontakt med netop Teresa Halbach og ringede til hendes arbejdsplads og Teresa selv tre gange inden besøget; to gange uden at hun kunne spore, det var ham. Heller ikke dette fortalte Netflix.

Ifølge kritikerne af Netflix kom det også frem i retten, at den kvindelige fotograf havde udtrykt, at hun var bange for Steven Avery ved tidligere besøg. Mange af disse påstande er blevet modsagt siden – og det sidste allerede under retssagen, hvor forsvarsadvokaten, Dean Strang, fortalte, at hendes påståede frygt var fuldstændig blæst ud af proportioner.

- Vi prøvede at udvælge det, vi mente, var Kratz’ stærkeste beviser mod Steven, de ting han talte om på pressekonferencer og de ting, der var virkelig belastende for Steven, har en af folkene bag dokumentaren, Moira Demos, svaret.

Også en betjent fra Manitowoc mener, at dokumentaren er forskruet:

- Ting er blevet taget ud af kontekst, bragt i en anden rækkefølge af hvordan de er sket, og det kan få folk til at drage en anden konklusion.

Scott Walker er sidste håb

Tilbage til den seneste udvikling, der ikke handler om for og imod og argumenter på begge sider: Knap 400.000 underskrivere har krævet en benådning, men deres håb er foreløbigt blevet slukket.

Det Hvide Hus har nemlig afvist at gå ind i sagen, da det i en officiel udtalelse sagde, at sagen skal behandles på statsligt niveau; altså tilbage i Wisconsin.

Det betyder, at Steven Averys sidste politiske håb hedder Scott Walker. Han er guvernør i staten, men fra denne guvernør er der heller ingen hjælp. I hvert fald vil manden ikke sætte sig ned og se de 10 timers dokumentar, har han sagt.

- Bare fordi en dokumentar på tv siger noget, betyder det ikke, at det er det, som beviserne rent faktisk viser.

Han har i øvrigt udtalt, at han i sin tid som guvernør ikke kommer til at benåde nogen.

Jurymedlem blander sig

Blev Steven Avery sat op, så det var let at tro, at han havde begået mordet, selv om han var uskyldig? Det er det centrale spørgsmål, der stadig diskuteres, og nu har en central stemme nu blandet sig i den debat. Et jurymedlem fra dengang har ifølge skaberne af dokumentaren henvendt sig:

- Jurymedlemmet mente, at Steven var blevet sat op af de lokale myndigheder, og at han fortjener en ny rettergang, og hvis han får en ny vurdering af sin sag, så skulle det ske langt væk fra Wisconsin, genfortæller Laura Ricciardi.

Fakta making a murderer 2

1. Dokumentaren er lavet over en 10-årig periode, og der er filmet over 700 timer.

2. Folkene bag dokumentaren blev interesseret i sagen på grund af Steven Averys tidligere kriminelle historik. Steven Avery overtalte sin familie til at deltage.

3. En af folkene bag dokumentaren, Laura Ricciardi, er uddannet jurist. De to dokumentarister flyttede fra New York til Wisconsin

4. Både PBS og HBO sagde nej til dokumentaren. Det var først i 2013, at Netflix købte den.

5. Steven Avery får måske aldrig dokumentaren at se. Han har ikke Netflix i fængslet, og DVD'er er forbudt.

 

Med det sidste argument åbnes der igen op for en underliggende kritik, der bliver fremsat i dokumentaren. At Steven Avery af politiet hele vejen igennem blev fremstillet som skyldig og allerede blev dømt af folkestemningen i Wisconsin; lang tid inden en jury skulle tage stilling til sagen, men at den jury så lod sig påvirke i deres afgørelse.

Ny advokat

Dokumentaren slipper historien, hvor alle appelafgørelser er afvist, men trods det fortsætter Steven Avery ifølge ham selv med at læse på sagen og forsøge at finde huller i dommen, der kan skaffe ham en ny retssag. På forsvarets side har der længe været et håb om at sammenkoble Steven Averys blod i Teresas bil med den prøve, der var blevet brudt åben.

Det handler, lidt teknisk om, at kunne spore EDTA i det blod og finde det samme i den oprindelige prøve, der var forseglet. Dengang testede FBI for det og fandt intet, men det er ifølge dokumentarens medvirkende ikke ens betydende med, at man kan udelukke, at det var blodprøvens blod, der blev plantet. Det er denne teknikalitet, som Steven Averys håb blandt andet stadig er holdt op på: At tekniske undersøgelser kan koble blodprøven til blodpletten i bilen.

At han endnu ikke har opgivet håbet, vidner Kathleen Zellner om. Hun er hans tiltrådte advokat og har erfaring med lignende sager. Og vigtigst for Steven Avery: Hun har succes med dem. Det fremhæves i amerikanske medier, at hun var advokaten, der fik renset Ryan Ferguson, en mand der var blevet dømt for mord, og det samme med en Mario Casciaro, der sad 26 år i fængsel for et mord, før han blev frikendt.

Hvem har så gjort det?

Hvor dokumentaren ikke efterlod mange minutter til spekulationer over, hvem der så kunne have dræbt Teresa Halbach, tager internettet til gengæld over. Teori på teori forsøger at løse det, der populært kaldes en mordgåde, og Steven Avery selv har også blandet sig siden.

Det amerikanske medie, People, har angiveligt fået fat i retsdokumenter fra samtaler med Steven Avery efter dommen, hvor han retter skytset indad mod familien Avery. Steven mener, at han kan være offer for sine brødres handlinger; Charles og Earl, der kan have begået mordet og så sørget for at rette politiets søgen og interesse mod ham selv.

Medier spekulerer i, at det kan være politiet selv, der har dræbt Teresa Halbach, mens nogle andre mener, at politiet blindt har kigget væk fra kvindens eks-kæreste eller tilmed bror for bare at få hængt Steven Avery op på forbrydelsen.

Konspirationerne stopper ikke, men faktum er, at Steven Avery er dømt og trods en ny advokat ikke har udsigt til at komme ud af fængslet. Hans nevø, Brendan har 32 år tilbage, før han kan blive prøveløsladt.

Kilder: Netflix, The Herald, People.com, The Guardian, the Mirror, Slate, Fox, The New York Times og the Wrap.