Udland

Europas mest eftersøgte mand fanget på overvågningsbilleder

Salah Abdeslam, der menes at stå bag terrorangrebene i Paris, er for første gang blevet fanget på overvågningsbilleder ved grænsen til Belgien.

Han er 26 år gammel, 1,75 meter høj, har mørkt og brune øjne - og så er han Europas mest eftersøgte mand.

Salah Abdeslam menes at være en af terroristerne bag terrorangrebet i den franske hovedstad, der fredag den 13. november kostede mindst 129 mennesker livet, sårede flere end 300 og sendte chokbølger gennem verden.

Og overvågningsbilleder udsendt af den franske tv-station BFM TV viser nu, at han morgenen efter angrebet klokken 09:45 befandt sig på en tankstation ved motorvejen mellem Paris og Bruxelles tæt ved grænsen til Belgien.

Røg hash efter terrorangrebet

Billederne viser den belgiskfødte franskmand Salah Abdeslam gå over tanken og ind i kiosken med sin ven Hamza Attou.

Attou har senere erkendt, at han tilbragte morgenen efter terrorangrebene sammen med netop Salah Abdeslam. De røg hash i byen Trith-Saint-Léger tæt på den belgiske grænse, har Attou forklaret til politiet.

På billederne virker Salah Abdeslam rolig - på trods af at han er centrum for en af Europas største menneskejagte nogensinde. Han og Attou bliver på tanken i et kvarters tid, inden de igen forsvinder ud af overvågningskameraernes linser.

To venner kørt Abdeslam ud af Frankrig

Attou har indrømmet, at han sammen med en anden ung mand, Mohammed Amri, har kørt fra Bruxelles til Paris for at hente deres fælles ven, den terrormistænkte Salah Abdeslam, kort efter terrorangrebet.

På vejen tilbage slap de forbi tre politiafspærringer, uden at myndighederne fik nogen mistanke.

Attou og Amri er begge efterfølgende blevet tiltalt for terrorhandlinger, men er igen løsladt. De nægter begge at kende noget til terrorangrebet i Paris eller Salah Abdeslams indblanding.

Eneste billede

Ifølge det britiske medie Telegraph er det første gang, at den formodede terrorist er blevet fanget på kamera.

Salah Abdeslam blev set på overvågningskameraer på selve aftenen for terrorangrebene. Videooptagelser viste, hvordan han sad i en bil med to andre formodede gerningsmænd – herunder sin storebror Ibrahim, der senere på aftenen sprængte sig selv og mange uskyldige ihjel.

Siden er han ikke set.

Abdelslams rolle uklar

Hvilken rolle Salah Abdeslam helt konkret havde i terrorangrebene i Paris er endnu ikke fuldt belyst. Politiet mener, at han stod for at transportere de andre formodede terrorister til Frankrigs nationalstadium, Stade de France, hvor Frankrig spillede venskabskamp mod Tyskland.

- Personen er farlig, og borgerne opfordres til ikke at have kontakt med ham, skrev fransk politi, da de efterlyste Salah Abdelslam kort efter angrebet.

De formodede gerningsmænd i Paris

Salah Abdeslam

Salah Abdeslam

Status: På fri fod

Rolle: Medvirkende

Nationalitet: Fransk, men født i Belgien

Den 26-årige Salah Abdeslam. Han mistænkes for at have hjulpet i forbindelse med terrorangrebet på spillestedet Bataclan.

Ifølge fransk politi lejede han en sort VW Polo, der blev brugt af den gruppe terrorister, som dræbte mindst 89 mennesker under koncerten.

Salah Abdeslam blev afhørt af politiet få timer efter angrebet da han passerede den fransk-belgiske grænse. Han blev løsladt efter afhøringen, fordi politiet ikke var orienteret om hans formodede indblanding i terrorhandlingen.

Foto: Polfoto

Bilal Hadfi

Bilal Hadfi

Status: Død

Rolle: Selvmordsbomber

Nationalitet: Fransk, men bosat i Belgien

Den 20-årige Bilal Hadfi er blevet identificeret som en af de tre selvmordsbombere, der angreb nær Stade de France under landskampen mellem Tyskland og Frankrig.

Han har ifølge flere medier kæmpet for Islamisk Stat i Syrien så sent som sidste år.

Ifølge CNN har Bilal Hadfi aktivt deltaget i Islamisk Stats propaganda som medvirkende i en video fra terrororganisationen, der nu er slettet

Foto: TV 2

Ahmad al-Mohammad

Ahmad al-Mohammad

Status: Død

Rolle: Selvmordsbomber

Nationalitet: Syrien

Ahmad al Muhammed en af de tre terrorister der angreb området omkring Stade de France, hvor Tyskland og Frankrig spillede venskabskamp.

Han detonerede sin selvmordsbombe uden for stadion og hans pas blev efterfølgende fundet på gerningsstedet.

Ahmad al Muhammed kom efter alt at dømme til Europa fra Ildib i Syrien.

Hans fingeraftryk afslører, at han 3. oktober blev registret som flygning på den græske ø Leros.

Der er imidlertid tvivl om ægtheden af mandens pas, og selvmordsbomberen kan dermed have en anden identitet.

Foto: Polfoto

Samy Amimour

Samy Amimour

Status: Død

Rolle: Selvmordsbomber og gidseltager

Nationalitet: Fransk, opvokset i Saint Denis nord for Paris

Den 28-årige var en af de selvmordsbombemænd der stod bag angrebet på spillestedet Bataclan. 

Han er kendt af den franske sikkerhedstjeneste og blev i 2012 sigtet i en sag, hvor han forsøgte at komme til Yemen. 

Han blev overvåget, men forsvandt og blev siden efterlyst internationalt. 

Den franske avis Le Monde skriver, at Samy Amimours far rejste til Syrien i 2014 for at forsøge at redde sin søn hjem fra terrororganisationen Islamisk Stat. Men det mislykkedes, fordi sønnen ikke ville med hjem.

Foto: TV 2

Omar Ismail Mostefai

Omar Ismail Mostefai

Status: Død

Rolle: Selvmordsbomber og gidseltager

Nationalitet: Fransk med rødder i Algeriet

Den 29-årige Omar Ismail Mostefai deltog i angrebet på spillestedet Bataclan.

Han detonerede sin selvmordsbombe da politiet stormede bygningen. Hans afrevne finger blev fundet på gerningsstedet og brugt til at identificere ham.

Mostefai er kendt af de franske myndigheder og er tidligere dømt for 8 forbrydelser. Efterretningstjenesten har haft ham i søgelyset siden 2010. 

Han er født i Paris-forstaden Courcouronnes og boede i en periode i Chartres-området sydvest for Paris, men i 2013 rejste han ind i Tyrkiet - hans videre færden derfra er ikke kendt. 

De tyrkiske myndigheder henvendte sig til Frankrig om Omar Ismail Mostefai, men den franske efterretningstjeneste reagerede ikke.

Foto: TV 2

Ibrahim Abdeslam

Ibrahim Abdeslam

Status: Død

Rolle: Selvmordsbomber

Nationalitet: Fransk, bosat i Belgien

Ibrahim Abdeslam var en af de terrorister, der udløste sin selvmordsbombe nær en cafe på Boulevard Voltaire.

Ibrahim Abdeslam var den eneste dræbte ved angrebet, men adskillige blev såret.

Han er bror til Salah Abdeslam, der er mistænkt for at have transporteret terrorgruppen, og som stadig er på fri fod.

Han har ejet en bar i Molenbeek i Bruxelles - baren blev lukket på grund af handel med narko.

Foto:

Ukendt

Ukendt

Status: Død

Rolle: Selvmordsbomber og gidseltager

Denne person slog til mod spillestedet Bataclan.

Fransk politi har endnu ikke oplyst identiteten på denne formodede terrorist.

Foto: TV 2

Ukendt

Ukendt

Status: Død

Rolle: Selvmordsbomber

Det franske politi offentliggjorde ni dage efter terrorangrebet et billede af manden, som menes at være den tredje selvmordsbomber uden for Stade de France, hvor Frankrig og Tyskland spillede landskamp. 

Billdet blev offentliggjort med en opfordring til offentligheden om at henvende sig, hvis man har oplysninger om manden og hans identitet. 

Hans fingeraftryk blev ligesom en anden af de formodede gerningsmænd registreret på den græske ø Leros 3. oktober. 

Foto: Police Nationale

Ukendt

Ukendt

Staus: ?

Rolle: Skud mod kunder på en bar i det centrale Paris gennem ruden på en sort Seat-bil, som senere blev fundet i Montreuil med tre AK-47 rifler.

Ifølge flere medier jagter de franske myndigheder endnu en - indtil nu - ukendt person, som stadig kan være på fri fod. Videoptagelser af terrorangrebene har, ifølge politikilder til det franske nyhedsbureau AFP, fanget en niende terrormistænkt.

Foto: TV 2

Abdelhamid Abaaoud

Abdelhamid Abaaoud

Status: Ukendt

Rolle: Bagmænd

Nationalitet: Belgisk med marokkanske rødder

27- årige Abdelhamid Abaaoud menes at være manden, der har udtænkt og planlagt angrebet i Paris.

Han voksede op i Bruxelles-forstaden Molenbeek, hvorfra mange radikaliserede islamister er kommet, og hvor der siden angrebet er gennemført flere omfattende politiaktioner.

Abaaoud sluttede sig til terrorgruppen Islamisk Stat i 2013 og han menes at have været i Syrien så sent som tidligere i år.

Abdelhamid Abaaoud blev endeligt bekræftet som værende blandt de dræbte efter en storstilet politiaktion mod en lejlighed i pariserforstaden Saint-Denis. 

Foto: Scanpix

Mange formodede terrorister

Terrorangrebene i Paris den 13. november dræbte ikke kun uskyldige. Seks terrorister sprængte sig selv i luften, mens en syvende blev dræbt af politiet.

Jihadisten Abdelhamid Abaaod, der menes at være hjernen bag angrebene, blev dræbt fem døgn efter angrebet, da fransk politi stormede en bygning, hvor et formodet hold af nye terrorister var klar til endnu et angreb. Ved samme aktion mistede to kvinder livet. En af dem udløste en bombe og sprængte sig selv i luften.

Terrorangrebene trækker spor gennem flere europæiske lande herunder Belgien, Grækenland og Serbien, hvor flere af de mistænkte terrorister boede, og terrororganisationen Islamisk Stat har taget ansvaret for angrebet.