Coca-Cola trækker nytårshilsen tilbage efter to forsøg

Coca-Colas billede med et ønske om et godt nytår kan ellers synes uskyldig. Alligevel har billedet sat firmaet i klemme mellem Rusland og Ukraine.

Coca-Cola forsøgte at ønske godt nytår til brugere på et populært socialt medie i Rusland. Men i stedet har firmaet formået at sætte sig i klemme mellem Rusland og Ukraine i deres konflikt om Krim-halvøen.

Den amerikanske sodavandsfabrikant har lavet et reklamebillede i anledning af nytåret, som de har udgivet til brugere på mediet VK. Billedet består af et kort over Rusland, hvor Krim-halvøen ikke indgår. Det skriver The Guardian.

Ifølge brugerne på VK var kortet uden Krim ikke en komplet fremstilling af Rusland. Det har udløst en massiv kritik, som fik Coca-Cola til at fjerne reklamen.

Her ses Coca-Colas første udgave af nytårshilsenen, hvor Krim-halvøen ikke er inkluderet.
Coca-Colas ene ud af to udgaver af en nytårshilsen til brugere på et populært socialt medie i Rusland. Udgaven viser Rusland med Krim-halvøen.

Tirsdag har Coca-Cola undskyldt og udgivet et nyt kort med Krim-halvøen. Men det kort udløste også en heftig kritik – denne gang fra Ukraine.

Coca-Cola dropper reklamen  
Rusland annekterede i marts 2014 Krim-halvøen, efter den før havde været en del af Ukraine. Men hverken Ukraine eller noget vestligt land anerkender officielt Ruslands annektering af Krim.

I sin kritik af Coca-Colas valg om at inkludere Krim som en del af Rusland, forlangte Ukraine en boykot af læskedrikfirmaet. Det fik Coca-Cola til at trække reklamen tilbage i går.

”Kære venner! Tak for jeres opmærksomhed. Det er blevet besluttet at slette billedet, som har skabt vrede,” skrev Coca-Cola i Ukraine ifølge The Guardian på Facebook.

Øgruppe og by var heller ikke på kortet
Heller ikke øgruppen Kurilerne eller byen Kaliningrad var med på det første kort i nytrårshilsenen fra Coca-Cola.

Kurilerne tog Rusland fra Japan, som stadig i dag hævder, at øgruppen er deres. Kaliningrad anses globalt som værende en del af Rusland.

Både øgruppen og byen blev tilføjet på det andet kort.