King Kong døde for en 100.000 år siden - først nu ved man hvorfor

Det har været et mysterium, hvorfor klodens største abe nogensinde forsvandt for en 100.000 år siden. Men nu har forskere fundet forklaringen. Det skriver The Guardian.

Forskerne har undersøgt den gigantiske King Kong-lignende abe – gigantopithecus – hvis vaner og anatomiske form man hidtil har haft minimal information om. Undersøgelsen er foretaget af forskere fra to tyske universiteter, Senckenberg Centre for Human Evolution and Palaeoenviroment (HEP) i Tübingen og Senckenberg Research Institute i Frankfurt.

Ifølge forskerne ændrede aben ikke sine spisevaner, da dens foretrukne føde, frugter fra skoven, forsvandt. De blev tvunget til at spise græs fra savannen, men da de ikke gjorde det, uddøde de.

Vegetarer, der ikke kunne foredrage bambus

Gigantopithecus vejede fem gange så meget som ét menneske og var tre meter høj set ud fra grove beregninger. Semi-tropiske skove i det sydlige Kina og på det sydøstasiatiske fastland var dens hjem. De var vegetarer, som ikke kunne fordrage bambus.

I skoven var det let for gigantopithecus at finde føde, indtil en istid ramte under den pleistocæne epoke, der strækker sig fra 2,6 millioner år før nu til slutningen af sidste istid for cirka 11.500 år siden. 

I løbet af epoken forvandlede flere og flere skove sig til savanner. Med forvandlingen forsvandt abens frugter. Det betød, at de måtte vænne sig til at spise græs fra savannen. Hvorfor gigantopithecus ikke tilpassede sig, er forskerne ikke sikre på.

Tænder og kæber er de eneste rester

Tænder fra kæmpeaben dukkede første gang op i 1930'erne hos apotekere i Hongkong. Her blev de solgt som ”dragetænder.” Kineserne kværnede og spiste tænderne som medicin. 

Heldigt for forskerne er ikke alle tænder blevet knust, for det er dem, som de har brugt til at komme frem til deres resultater. Én af tænderne brugt i forskningen er den første tand, man har fundet fra en gigantopithecus. Den blev opdaget af en hollandsk palæoantropolog Gustav Heinrich Ralph von Koenigswal i 1935.

Omkring tusind tænder og dele af fire underkæber er de eneste fossiler, der er tilbage fra aben. Det er ifølge Herve Bocherens, en af forskerne på universitetet i Tübingen, ikke nok til at kunne afklare, om dyret var tobenet, firbenet, eller hvordan resten af dens proportioner var.

Spillede deres kæmpe størrelse en rolle?

Andre aber og mennesker har i det tidlige Afrika stået over for en lignende udfordring, som den gigantopithecus fik stillet i den pleistocæne epoke. I Afrika blev de tvunget til at spise blade, græs og rødder. Her overlevede aber og mennesker, der havde tandsæt, som mindede om gigantabens.

Orangutangen er en slægtning til gigantaben, som har været i stand til at overleve en miljømæssig omvæltning. Det kunne lade sig gøre, fordi de har et langsomt stofskifte og en evne til at overleve med en begrænset mængde føde.

Ifølge Herve Bocherens kan det have betydning, at kæmpeaben havde brug for en større mængde føde på grund af sin enorme størrelse. Forskeren forklarer også, at de mener, at aben var for stor til at kravle i træer eller svinge sig i grenene. Således kunne den ikke få fat på føde, der hang langt oppe i for eksempel træer.

”Gigantopithecus havde formentlig ikke den samme miljømæssige fleksibilitet og manglede formentlig en fysiologiske evne til at modstå stress og mangel på føde,” skriver forskerne ifølge The Guardian i undersøgelsen.