Saudi-Arabien indstiller al handel og flytrafik med Iran
Krisen mellem Saudi-Arabien og Iran spidser mere til. Saudi-Arabien vil fjerne al handel og kommercielle forbindelser med Iran.
Derudover vil al flytrafik mellem de to lande blive indstillet, og endeligt vil indbyggere i landet blive nægtet rejser til Iran. Det oplyser den saudiarabiske udenrigsminister, Adel bin Ahmed Al-Jubeir på et pressemøde. Det oplyser Reuters.
Kun iranske pilgrimsrejsende vil få lov til at komme til landet.
Liga indkalder til pressemøde
De nye oplysninger, gør at Den Arabiske Liga (Organisation for blandt andet samhandel for syv arabiske lande, red.) indkalder til krisemøde søndag i forlængelse af den diplomatiske konflikt mellem Iran og Saudi-Arabien.
Ved mandagens pressemøde fortæller den saudiske udenrigsminister, at henrettelsen af Nimr al-Nimr skete, fordi han var terrorist. Han mener derfor, at Saudi-Arabien burde modtage ros for henrettelsen.
Det er netop henrettelsen i Saudi-Arabien af den shiamuslimske leder Nimr al-Nimr den 2. januar, der har udløst den diplomatiske krise, hvor Saudi-Arabien har bedt iranske diplomater om at forlade landet.
Overblik over konflikten
De seneste dages eskalering af spændingerne mellem de to lande:
- Kort efter nyheden om henrettelsen af Nimr al-Nimr strømmer det ind med fordømmelser fra flere lande i regionen og af adskillige vestlige lande.
- Den iranske ayatollah Ahmad Khatami, som har tætte bånd til styret i Iran, opfordrer den islamiske verden til at tage afstand fra Saudi-Arabien.
- Ayatollahen (Ledende islamisk retskyndig, red.) siger også, at den herskende Saud-familie vil blive "fjernet fra historiebøgerne" for henrettelsen af den shiamuslimske regeringskritikker samt 46 andre.
- I Qatif-distriktet i Saudi-Arabiens østlige provins går snesevis af shiamuslimer på gaden i protest mod henrettelsen.
- Iraks premierminister, Haider al-Abadi, skriver på sin officielle Facebook-konto, at henrettelsen af Nimr vil have følgevirkninger for hele regionen: - Det voldsomme chok over nyheden om henrettelsen vil ikke føre til andet end mere ødelæggelse.
- Søndag bryder iranske demonstranter ind på den saudiarabiske ambassade i Teheran og forsøger at brænde bygningen af.
- Den iranske præsident, Hassan Rouhani, forsøger at gyde olie på vandene ved at betegne angrebet på ambassaden som "fuldstændig uberettiget".
- Saudi-Arabien afbryder de diplomatiske forbindelser med Iran efter de hårde fordømmelse af henrettelsen af Nimr al-Nimr.