Gigantisk miljøkatastrofe: Denne læk forurener lige så meget som alle danskere - tilsammen
Den bliver sammenlignet med den ødelagte BP-platform i Den Mexicanske Golf: Den hullede gasledning under jorden uden for den amerikanske storby Los Angeles bliver kaldt den værste miljøkatastrofe i USA, siden olien fossede ud af Deepwater Horizon-olieplatform tilbage i 2010.
Der er dog en afgørende forskel: Man kan ikke se udslippet med det blotte øje. Men til gengæld kan det mærkes.
Et hul langt under jorden
I bjergene omkring velhaverområdet Porter Ranch nord for Los Angeles ligger et af USA’s største lagre af naturgas. Igennem fire årtier har et gigantisk område på 1.500 hektar været udgangspunkt for den gas, der ender i komfurer og vandvarmere hos USA’s næststørste bys 16 millioner indbyggere.
Området er goldt og øde, og der er et godt stykke hen til de nærmeste huse.
- Det er som at blive ramt af en lastbil. Mange anede ikke engang, at der var et gaslager deroppe, siger naboen Paula Cracium, der er leder af den lokale borgerforening, til Washington Post.
Men det fandt de ud af efter den 23. oktober.
Her opdagede The Southern California Gas Company – også kendt som SoCalGas – nemlig, at der var hul i et af selskabets rør ned i undergrunden. Og at gassen fossede ud.
En lækage blev konstateret cirka 150 meter nede i bjerget, og de gik straks i gang med at undersøge, hvordan hullet kunne stoppes. De regnende oprindeligt med, at hullet kunne lukkes på et par dage, men området er svært tilgængeligt, og over to måneder senere er det endnu ikke lykkedes at få et kamera ned for at bese skaderne. De forsøgte sig derfor med de metoder, der traditionelt bliver benyttet i den slags situationer: At hælde forskellige flydende materialer ned i røret, i håbet om at det vil stoppe hullet. Men alle forsøg har været forgæves.
Den 4. december iværksatte de derfor arbejdet med at bore et nyt rør ned til gaslageret, der nede under jorden skal krydse den nuværende ledning. Via det nye rør skal cement føres ned og for bestandigt forsegle adgangen til gaslageret. Men det arbejde har lange udsigter og forventes først at kunne være færdiggjort i marts måned.
Til den tid kan lækage have lukket metangas ud svarende til ca. 15 millioner ton CO2. Det svarer knap og nap til, hvor meget alle danskere – til sammen – har udledt i den samme periode.
Alt det kunne have været undgået, hvis der bare havde været en ventil i bunden af ledningen. Den kunne have stoppet strømmen af gas øjeblikket, skriver Los Angeles Daily News. Men i 1979 blev det konstateret, at den daværende ventil var utæt – den blev fjernet – og der blev aldrig monteret en ny.
Lugter af rådne æg
Myndighederne siger, at metangassen ikke er sundhedsfarlig for de tusindvis af indbyggere, der bor i nærheden af hullet i bjerget. Men på trods af det har over 2.000 husstande ikke kunnet holde jul og nytår i deres hjem, fordi de er blevet evakueret og flyttet væk fra området. Forinden havde flere klaget over hovedpine, næseblod og kvalme. Og fordi det kan være svært at opdage en lækage, bliver den duftløse gas tilsat en svovlagtig lugt, der minder om rådne æg. Det er disse lugtstoffer, der giver de ubehagelige bivirkninger - som myndighederne dog siger ikke er skadelig på længere sigt.
Den ødelagte slange stikker snablen direkte ned i den største naturgastank i det vestlige USA. Lageret indeholder nok gas til at forsyne alle husstande i det sydlige Californien – og millionbyen Los Angeles – i en måned. Nu fosser det i stedet op i den blå luft og ud i atmosfæren.
SoCalGas er blevet pålagt at betale for evakuering af alle de indbyggere, der måtte ønske det.
To lokale skoler oplevede, hvordan forældre ikke turde sende deres børn i skole, og at antallet af besøg hos skolesygeplejersken steg. Skolerne installerede luftfiltre, foretog daglige målinger af luftkvaliteten og ansatte flere sygeplejersker. Det blev tilbudt, at eleverne kunne vælge at skifte midlertidigt til en anden skole eller at blive undervist af forældrene derhjemme. Men til sidst tog de konsekvensen af fraværet og flyttede samtlige elever til andre lokaler frem til sommerferien 2016.
- Det har været en meget svær beslutning, fordi det påvirker så mange familiers liv. Jeg mener, at det er den rigtige beslutning for at beskytte vore elever og medarbejderes helbred, og for at stabilisere læringsmiljøet, hedder det i en erklæring.
Med et pennestrøg flyttede myndighederne dermed 1.870 elever til nye skoler i et år.
Kunne have været forhindret
Det hele kunnet have været undgået. Sådan lyder anklagen fra advokat Patricia Oliver, der repræsenterer den række af de lokale indbyggere, der har organiseret sig i gruppen Save Porter Ranch.
- Den sikkerhedsventil, der skulle have været i bunden af tanken for at forhindre gassen i at stige op, er ikke til stede. Dette massive udslip af metan skulle aldrig have fundet sted, siger hun til Daily News.
SoCalGas bekræfter, at ledningen ikke var udstyret med en sikkerhedsventil, der kunne have forhindret et udslip. Da den gamle blev fjernet i 1979 var det svært at skaffe reservedele, og fordi der ikke var noget lovkrav om en ventil, blev der aldrig monteret en ny.
Dokumenter, som hjemmesiden Curbed er kommet i besiddelse af, viser at selskabet selv var klar over, at risikoen for en større lækage var overhængende. I redegørelsen til energimyndighederne fremgår det, at selskabet ikke aktivt søger efter gamle rør, der kan være tæt på at springe. I stedet har de kun fokus på at lukke huller, efter de er opstået. Og det har nu vist sig at være sværere end som så.
Svarer til syv millioner biler
Metangas er den primære bestanddel i naturgas. Det er effektivt til opvarmning og til brug i komfurer, men i sin rene form er metan det rene gift for naturen.
Metan er langt værre end CO2 til at medvirke til den globale opvarmning: Ifølge Environmental Defence Fund (EDF) er det 84 gange kraftigere end CO2 i de første 20 år efter udledningen. De tager løbende målinger af udslippet i Californien, hvor mængden af udledt gas er påvirket af vejr og vind. Men EDF anslår, at den daglige udledning svarer til, hvis syv millioner biler kørte uafbrudt i den samme periode. Eller som sagt i runde tal til hvad alle danskere udleder tilsammen.
Udslippet smadrer staten Californiens forsøg på at være USA’s klimaduks. Det har tvunget flere tusinde mennesker ud af deres hjem. Og det har foreløbig kostet over 800 millioner kroner i mistet naturgas – hertil skal lægges udgifterne til de avancerede forsøg på at få stoppet lækagen.
I videoen øverst i artiklen er udslippet filmet med et infrarødt kamera, der gør det muligt at se de enorme mængder gas, der fosser ud af bjerget i Porter Ranch.
Med det blotte øje er der intet at se. Lugten af rådne æg er det eneste, der vidner om, at USA lige nu oplever en af sine værste miljøkatastrofer i årtier.