Udland

Robotten Nadine er receptionist på universitet

Mød den menneskelignende robot i videoen herover.

Robotten Nadine kan ikke alene genkende mennesker, hun tidligere har mødt, hun kan også huske, hvad hun har talt med dem om.

På de fleste områder ligner hun et rigtigt menneske til forveksling. Hun kigger én i øjnene, når man taler til hende og giver håndtryk.

’Job’ som receptionist

Nadine fungerer som receptionist på Nanyang Technological University i Singapore – og hun er et følelsesmæssigt væsen ligesom de fleste andre mennesker. Hun udviser begejstring eller vemod alt efter en samtales karakter.    

Nadine er drevet af software svarende til Apples Siri eller Microsofts Cortana. I praksis vil den menneskelignende robot også kunne fungere som personlig assistent og som social kompagnon for unge såvel som ældre.

Med den spirende udvikling inden for robotteknik – også udløst af teknologiske forbedringer inden for siliciumchips, sensorer og beregning, vil fysiske robotter som Nadine formegentligt blive mere brugt på kontorer og lignende fremadrettet. Sådan skriver Nanyang Technological University på deres hjemmeside.  

Sin skabers dobbeltgænger

Ifølge universitet er Nadine sin skabers dobbeltgænger. Nemlig Professor Nadia Thalmann, der har stået i spidsen for udviklingen af Nadine og er leder af Institute for Media Innovation.

Ifølge Professor Thalmann er sociale robotter nogle af NTU’s spændende nye teknologiske opfindelser, som firmaer kan videreudvikle og sælge. Der er sket enorme fremskridt inden for robotteknologien de seneste årtier – og robotter anvendes allerede i produktion- og logistikvirksomheder.

- I mange lande rundt omkring i verden får man flere og flere ældre, og her kan robotter overtage nogle af opgaverne for en stadig mindre arbejdsstyrke og være personlige hjælpere for børn og sågar også for ældre, der stadig bor i egne hjem,  siger professor Thalmann, der er robotekspert og underviser i informationsteknologi på NTU, og fortsætter:

- I fremtiden kan de måske oven i købet udføre opgaver i sundhedssystemet.

De sidste fire år har deres team på NTU støttet udviklingen af sociale robotter på tværs af forskningsområderne konstruktion og mekanik, informationsteknologi, sprogvidenskab, psykologi med flere for at omdanne et virtuelt menneske, som blot er en computer, til et levende væsen, der er i stand til at iagttage og interagere med andre mennesker.

”Den minder i høj grad om en ægte ven, der altid er ved din side, og som er opmærksom på, hvad der foregår. I fremtiden kan de socialt intelligente robotter blive ligesom C-3PO, den berømte guldfarvede robot fra Stars Wars, der både taler og har pli, fortæller Professor Thalmann.