Stor sædbank skaber vrede: Afviser ordblinde som donorer

16x9
Levende sædceller set gennem et mikroskop. Foto: Scanpix

Videnskabsmanden Albert Einstein og forretningsmanden Richard Branson.

Begge var ordblinde, men mange vordende forældre ville sikkert gerne kunne klone deres gener og give dem videre til deres børn. Men ikke Storbritaniens største sædbank, London Sperm Bank, der nu afviser ordblinde og andre med lignende dysfunktioner som f.eks. ADHD som donorer. Det skriver den britiske avis The Guardian.

Det sker ifølge London Sperm Bank for at "minimere risikoen for at overføre fælles genetiske sygdomme eller dysfunktioner til de børn, der bliver født".

Den britiske sædbanks praksis har vakt opsigt og skabt vrede hos både organisationer og myndigheder.

Den engelske myndighed for menneskelig fertilitet og embryologi (HFEA) har bedt sædbanken om at forklare sin praksis, og myndigheden undersøger desuden sædbankens praksis.

- HFEA har aldrig forlangt eller opmuntret til at forhindre mennesker med ordblindhed, dyspraksi (en muskelhæmmende dysfunktion, red.), ADD eller ADHD og lignende dysfunktioner i at blive donorer, skriver HFEA i en udtalelse.

Blandt ordblinde har London Sperm Bank skabt vrede. En af dem er Fred Fisher, en 30-årig software-ingeniør med afgangseksamen fra Universitetet i Oxford. Han blev i november afvist som sæddonor hos London Sperm Bank.

- Jeg blev virkelig rystet over at se ordblindhed på en liste over neurologiske sygdomme. Jeg havde aldrig troet, de ville afvise folk, fordi de var ordblinde. Jeg sagde til dem, at det er racehygiejne, og at det endda er dårlig racehygiejne. Ville de f.eks. afvise Richard Branson og Albert Einstein? Vi har brug for opfindsomme mennesker, som tænker forskelligt i verden. Ordblinde er en kæmpe gave til vores samfund, siger Fred Fisher.

London Sperm Bank afviser dog, at der er tale om forsøg på racehygiejne.

- Vi beskæftiger os bestemt ikke med racehygiejne. Når vi tager imod en ny donor, leder vi efter god sæd, som kan fryses ned og efterfølgende resultere i en graviditet. Vi ønsker personer, som hverken lider af smitsomme sygdomme eller genetiske problemer, der muligvis kan blive givet videre til et kommende barn. Men vi ønsker også mænd, som ønsker at donere af de rigtige grunde, og som anerkender det livslange engagement, siger Vanessa Smith fra selskabet D Healtcare Group, der står bag sædbanken London Sperm Bank, ifølge The Guardian.