Klimaforandringer: Dette paradis er ved at forsvinde

Ved kanten af det azurblå hav ligger resterne af en opskyllet kano af den slags, som Robinson Crusoe kunne have forsøgt at tage flugten i.

Men spørgsmålet er, om han ville have haft lyst til at forlade øen Nguna. Inde på land løber børn rundt og spiller fodbold, mens de lidt mindre trisser rundt i det bare ingenting. Forældrene daser i skyggen, og her er underligt stille. Der høres kun bølgerne og tilråbene oppe på banen.

Nede på stranden er vi netop gået i land efter tre kvarters sejltur i bagene sol. Fra forstavnen har John Ronnet sat kursen mod den ø, han kalder hjem. Her voksede han op, gik i skole. Men her er mindre end dengang.

- Derude lå en skov. Og det her var fodboldbane. Den ene målstolpe stod lige her.

John peger, men det er svært at forestille sig banen. For der hvor det andet mål stod, er der nu hav.

- Det var der, vi plejede at lege. Nu er det der, vi fanger fisk.

Da John var dreng, kunne indbyggerne på Nguna råbe over til vennerne på naboøen Pele. Nu er der så langt og så meget strøm, at ikke engang dette havets folk tør svømme over. Først åd bølgerne skoven og siden tog de boldbanen med sig. Langsomt, men sikkert, har havet nu kurs mod den nye fodboldbane inde i landet. Og husene. Og skolen.

- Her lå vejen til min landsby. Om nogle år er det ikke engang sikkert, at lastbilen overhovedet kan køre derop.

Vi springer op på ladet af den pickup, der gør det ud for rutebil på Nguna. Nu går turen op ad en hullet grusvej og ind gennem junglen til en interimistisk hytte, der vel kan kaldes en slags rådhus. Her holder høvdingene fra øens landsbyer rådslagning.

Og mændene har et svært valg at træffe, der for altid vil ændre østaten Vanuatu.

Stranden
Stranden

Her havde det måske været på sin plads at indsætte et verdenskort: Vanuatu er næppe et land, som de fleste danskere kan placere på et verdenskort. Men tænk Australien – og så østpå: Ud i Stillehavet, tre timers flyvetur hen over ingenting, indtil 82 småøer pludselig skærer hvide huller i det ellers uendelige hav.

Landet er blandt verdens fattigste, og hovedparten af indbyggerne lever stadig et tilværelse lig den deres forfædre har levet i århundrede: Fra hånd til munden. Fra havet til maven.

Andre har omfavnet en vestlig valutabaseret økonomi og tjener deres brød ved at underholde middelklasse-australiere, der tager turen over for at slippe for gråvejr og de isnende 19 grader i fastlandets vinterhalvår.

Landet ville sikkert have fortsat sine dovne, ubemærkede tilværelse, hvis ikke øerne tilfældigvis befandt sig i centrum af debatten om klimaforandringer.

For i takt med at havene stiger, bliver Vanuatu ramt som nogle af de første.

De fattige lande bliver ramt først
Vanuatus hovedstad Port Vila er en lille, støvet by med enkelte lækre hoteller og feriehytter. Ud over en smuk udsigt fra havnepromenaden gør den dovne by med 44.000 indbyggere ikke meget væsen af sig. Og på en solrig novemberdag er det svært at forestille sig, hvor farligt her er: Port Vila er den hovedstad i verden, der er mest udsat for naturkatastrofer. I foråret blev 90 procent af husene i byen helt eller delvist ødelagt af tyfonen Pam. Ud over tyfoner er området også plaget af jordskælv og tsunamier.

Med tiden bliver det kun værre: I takt med klimaforandringer og temperaturstigningerne i havene, bliver katastroferne kraftigere og mere ødelæggende.

Og det er egentlig urimeligt: Vanuatu har så godt som ingen industriproduktion, ingen privatbilisme, ingen kraftværker. En indbygger her forurener lige så meget på et år, som en dansker gør på en måned. Og som en amerikaner gør på fjorten dage. Alligevel er det dem, der nu tager tæskene for årtiers CO2-udledning i den rige del af verden.

Sådan er billedet kloden over: De fattige lande bliver ramt først. Sammenslutning V20 (V for Vulnerable: sårbar) er sammen rejst til COP21 i Paris for at repræsenterer 700 millioner mennesker i 20 lande. Fælles for dem er, at de er fattige, og at de ikke selv forurener nær så meget, som vi gør i vesten.

Et af de steder er her i Vanuatu.

Marc går langs med sin grund. Hans nabo til den ene side er skoven, til den anden side havet. Hans eget hus ligger lidt tilbagetrukket på grunden, mens han helt ud til kysten har bygget små hytter, som danner rammen om en gruppe australske feriegæsters retræte i intetheden. Og når han slendrer her i sandet på øen Pele, har han frit udsyn til naboøen Nguna, der de senere år er rykket længere og længere væk. I foråret var det tæt på, at Marc selv blev revet bort.

Cyklonen Pam ramte Vanuatu for fuld styrke, og når han viser dens bane frem, er det tydeligt, at Marc slap billigt. Overtro fik ham til at blive i huset, da Pam - den kraftigste tyfon i nyere tid - nærmede sig: Han var sikker på, at huset ville blive ødelagt, hvis ikke ejeren var hjemme.

Om det gjorde udfaldet skal være usagt. I hvert fald står hans hus endnu, men sporene er stadig tydelige, der hvor tyfonen passerede - blot meter derfra.

- Min høvding havde sagt, at vi skulle evakueres, men jeg valgte at blive alligevel. Jeg har oplevet cykloner før, men den her var meget kraftigere, fortæller han.

Han er nu en af dem, der har besluttet at ændre sit liv – at flytte. Ikke langt: Han er i gang med at bygge et hus lidt længere inde på øen. Der er han forhåbentlig sikret nogle ekstra år, inden den stigende vandstand vil gnave sig frem til familiens hjem.

- Jeg var egentlig i gang med at bygge et nyt hus hernede ved vandet, men det gør jeg ikke færdigt. Da cyklonen kom kunne jeg se, at det var for sent at bygge der.

Set med det utrænede øje kan det dog være svært at forstå, at han nøjes med at rykke nogle få meter. Måske – måske – nok til at sikre ham mod oversvømmelse, men næppe nok til at redde ham, hvis en ny cyklon skulle lægge vejen forbi.

Og i fremtiden bliver de kraftigere og kraftigere.

Foto: Petter Ettrup, TV 2
Foto: Petter Ettrup, TV 2

Klimaforandringer er omgærdet med megen polemik, og heller ikke tilfældet Vanuatu er uden debat. Landets regering har en interesse i at skyde så meget af skylden som muligt på klimaforandringer – fordi de så håber, at de forurenende lande af ren og skær dårlig samvittighed vil punge ud og betale for genopbygningerne efter for eksempel cyklonen Pam.

Eksperterne er lidt mere tilbageholdende med at lave den direkte kobling mellem cyklonen Pam og klimaforandringer: Cykloner har trods alt eksisteret i længere tid end skorstene.

Men der er bred enighed blandt forskere om, at Vanuatu er et af de lande, der lige nu mærker klimaforandringerne kraftigst. Og at cyklonerne bliver kraftigere og kraftigere. I det hele taget er effekterne af klimaforandringerne omfattende.

Børn på Nguna (foto: Petter Ettrup, TV 2)
Børn på Nguna (foto: Petter Ettrup, TV 2)

Børnene er mest udsatte
Det stadigt voldsommere vejr giver dystre fremtidsudsigter. Mange af øerne i Vanuatu og de nærliggende stater ligger smukt – men livsfarligt - lige i vandskorpen. I de værste scenarier vil vandstanden i området været steget med 30 centimer i 2055. Det lyder måske ikke af meget, men for lavtliggende øer er det spørgsmålet om liv eller død. Det fortæller forskeren Donovan Burton, der har brugt flere år på at undersøge klimaændringerne i Vanuatu og nabolandet Kiribati.

Og han peger på, at de mange ting, klimaforandringerne medfører, i høj grad rammer børn.

- Højere temperatur er forbundet med øget fejlernæring, kolera, diarre og sygdomme som gul feber og malaria. Her er børn særligt udsatte på grund af dårligt immunforsvar, fortæller han i et interview på Unicefs hjemmeside.

- Når afgrøder slår fejl eller folks levebrød bliver mistet, bliver børn taget ud af skolen.

Når Burton er rejst rundt på øerne, har han oplevet børn, der lavede tegninger med teksten ”Jeg vil ikke miste mit land” og ”Jeg er sulten”. Tydelige tegn på, at lokalbefolkningen mærker, hvad der er ved at ske med klimaet og deres land.

Og inden længe bliver de nødt til at se realiteterne i øjnene.

- Hvordan fortæller man en gruppe 12-årige, at om 20-30-40 år kan de være tvunget til at flytte, og at deres ø ikke vil findes mere? Hvis jeg var 12 år, ville jeg have svært ved at håndtere det, fortæller han.

Indbyggerne i Vanuatu står over for en række svære beslutninger. Og ansvaret for at træffe dem ligger i høj grad på skuldrene af de mænd, der er samlet på Ngunas rådhus.

Ngunas øverste høvding (foto: Petter Ettrup, TV 2)
Ngunas øverste høvding (foto: Petter Ettrup, TV 2)

Donald Manamena er øens øverst høvding. Og selv om han er leder af en ø, der virker afskåret fra resten af verden, ved han godt, at der er klimatopmøde i Paris. At hans lands regering forsøger at sikre en bindende klimaaftale og økonomisk bistand til at modstå følgerne.

- Vores hovedbekymring er nu at tilpasse os den nuværende situation. Jeg tror ikke, vi kan gøre noget som helst andet.

Men klimaaftaler tager tid at forhandle på plads og selv om en bindende aftale skulle blive vedtaget, vil det tage år at vende den kapitalistiske supertanker om og laver en seriøs grøn omstilling.

Så lang tid har de bare ikke på Nguna.

Høvding Manamena ved godt, at det i sidste ende måske ikke bliver nået i tide. At løbet kan være kørt, før forhandlingerne overhovedet er færdige. Derfor tænker han i løsningsmuligheder. Hvor smertefulde de end måtte være.

- Vi anbefaler de små samfund, der ligger helt ned til vandet, at flytte ind i landet. For næste gang kan det være, at cyklonen er endnu kraftigere end i foråret.

Ikke alle Vanuatus øer er flade. Der er vulkaner og resterne deraf, hvor indbyggerne kunne søge hen. Måske midlertidigt, måske permanent. Men det er ikke let at rykke en traditionel og traditionsbunden kultur op med rode.

- Det vil tage tid for folk at træffe den beslutning, fordi deres forfædre har boet her i så mange år. Vore forfædre har boet her i over tusind år.

Det er dette dilemma, de mange østater i Stillehavet står overfor. Ikke kun de 200.000 indbyggere i Vanuatu, men millioner af mennesker på hundreder af små og store øer.

Mens der bliver talt i Paris, bliver der mærket her.

Her handler klimadebatten ikke om fremtiden, men om nutiden. Ikke om strategier på den lange bane, men om tilpasning her og nu.

Vanuatu lever klimaforandringerne. Her er der ikke tid til tvivlere.

Foto: Petter Ettrup