Dramatisk lydoptagelse - kan du høre tyrkernes advarsel?
Tyrkisk militær har offentliggjort en lydoptagelse fra nedskydningen af det russiske krigsfly, som de seneste dage har været årsag til en international krise.
Det russiske SU-24 fly var på mission i Syrien, da det ifølge tyrkerne kom ind i tyrkisk luftrum.
Flyet var inde i Tyrkiet i 17 sekunder, og det var nok til, at tyrkiske F-16 fly kunne nå at skyde det ned. Ifølge tyrkerne blev der udsendt mindst 10 advarsler til det russiske fly på en åben kanal - men ifølge tyrkerne ignorerede det russiske fly henvendelserne.
Som dokumentation har tyrkerne offentliggjort - hvad de hævder, er en optagelse af de advarsler som blev udsendt. Du kan høre, hvordan opfordringerne gives på lynhurtigt engelsk med tyrkisk accent i videoen i toppen af denne artikel.
På redaktionen har vi forbedret lydkvaliteten med computersoftware og fjernet kommunikationen mellem advarslerne i den version du kan se i toppen af artiklen.
Herunder kan du høre den oprindelige version - som ifølge tyrkerne blev sendt til det russiske fly.
Rusland nægter, at der blev udsendt advarsler og bestrider, at det russiske fly krænkede Tyrkiets luftrum.
Ifølge Tyrkiet fløj det russiske fly ind over en del af Tyrkiet, hvor grænsen buler ind i Syrien - men ifølge russerne holdt flyet sig syd for grænsen.
Du kan se de to landes versioner af flyruten på kortet herunder.
En af piloterne blev dræbt ved nedskydningen - han blev ramt af ild fra håndvåben inde i Syrien mens han var på vej ned med faldskærm.
Den anden pilot blev reddet - og ifølge myndighederne i Rusland bekræfter han den officielle russiske version.
Hændelsen har medført en forværring af forholdet mellem Rusland og NATO-landet Tyrket, og Rusæands præsident Vladimir Putin har advaret Tyrkiet om "alvorlige konsekvenser".