Bandmedlem efter terrorangreb: Jeg vil tilbage og spille på Bataclan

Bandet Eagles of Death Metal var nået halvvejs igennem deres koncert på spillestedet Bataclan i Paris 13.

Bandet Eagles of Death Metal var nået halvvejs igennem deres koncert på spillestedet Bataclan i Paris 13. november, da skuddene pludselig begyndte at falde og stemningen på et splitsekund forandrede sig til panik og kaostilstande.

Nu har bandet givet sit første interview efter massakren til magasinet Vice. Det er tydeligt, at bandets medlemmer er dybt berørte af episoden, og at terrorangrebet har ændret dem for altid. De bryder sammen flere gange undervejs i det følelsesladede interview.

- Jeg kan ikke vente med at komme tilbage til Paris. Jeg vil spille. Jeg vil være det første band, som spiller på Bataclan, når det åbner igen. Fordi, jeg var der, da det blev stille i et minut. Vores venner kom for at høre rock'n'roll og døde. Jeg vil tilbage dertil og leve, siger forsangeren Jesse Hughes blandt andet i interviewet med Vice.

Bandet fortæller i detaljer, hvordan de oplevede skyderiet på helt tæt hold. 

- Flere gemte sig i vores omklædningsrum, og de spillede døde. Men terroristerne kom derind og skød dem alle på nær en, der gemte sig i min læderjakke, fortæller Jesse Hughes og tilføjer: 

- Mange døde, fordi de ikke ville forlade deres venner. De kastede sig ind foran deres venner for at redde dem.

Du kan se og høre hele VICE-interviewet nedenfor:

Tirsdag delte bandets trommeslager, Julian Dorio, et billede på sin Instagram-profil, hvor han i Notre Dame-kirken i Paris tænder lys for terrorofrene. Billedet er ledsaget af en meget personlig og gribende tekst om, hvordan aftenen har forandret ham for altid.

- Jeg og mine bandmedlemmer havde privilegiet af at spille for et af de mest energiske publikummer på vores turne og var næsten halvvejs i showet, da det ufattelige pludseligt skete. Fuldstændig og unødvendig ondskab vendte vores verden på hovedet. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg fandt en vej ud af lokalet, men jeg sørger over de, som ikke gjorde det, inklusiv vores ven Nick Alexander. Mine tanker er med jeres familier, skriver han blandt andet. 

Takker enkeltpersoner
89 mennesker mistede livet under koncerten med Eagles of Death Metal, heriblandt bandets britiske merchandise-chef, Nick Alexander.

I det lange opslag takker Julian Dorio flere enkeltpersoner, som han omtaler som 'familie' - en, som hjalp Dorio ind i en bil, mens han selv blev stående på gaden, og en som lod Dorio låne en telefon, så han kunne fortælle familien, at han var i live.

- Til alle de, som ansigt til ansigt med nådesløs ondskab brugte mod, omtanke og kærlighed som deres våben: I er mine helte, skriver han i sit opslag.

Trommeslageren giver desuden udtryk for, at han sætter enorm stor pris på den støtte, han har fået efter sin hjemkomst til USA. 

- Det værdsættes mere, end I aner. Jeg vil aldrig glemme den. Jeg er forandret for altid, men holder fast i kærligheden rundt om os. Jeg tæller ned til den dag, jeg får fuldført koncerten. Fred og kærlighed.

I videoklippet herunder kan man høre, hvordan skuddene pludselig begyndte at falde under koncerten. 

Udskudt deres turne
Eagles of Death Metal var i gang med en længere Europa-turné, hvor der var planlagt koncerter frem til den 10. december. Efter terrorangrebet har de udskudt alle koncerter på ubestemt tid.

Bandets udsolgte koncert i Danmark, som skulle have fundet sted den 24. november i Amager Bio, blev derfor heller ikke gennemført.

I videoklippet øverst ser man, hvordan folk flygtede fra spillestedet Bataclan under terrorangrebet.

Hvad ved vi om angrebene i Paris?

Fredag omkring klokken 21.30 blev Paris ramt af en række terrorangreb.

130 civile er døde, og flere end 300 er sårede - heraf mindst 99 i kritisk tilstand.

Syv terrorister er døde - seks sprængte sig selv i luften.