Udland

66-årig risikerer fængsel - gemte kopi-slot bag høballer

Slottet på billedet herover ligger i det sydlige England og skal væk i løbet af det næste halve år - ellers ryger manden, der stod bag byggeriet af det, i fængsel.

Den 66-årige Robert Fidler begyndte i 2000 at bygge sit kopi-slot i Tudor-stil. Det ligger i nærheden af Redhill i Surrey i det sydlige England. Han byggede slottet uden at få tilladelse, og han gemte byggeriet bag høballer. Det gjorde han, fordi han troede, at bygningen havde ret til at blive stående, hvis den i en periode på fire år ikke blev mødt med modstand fra myndighederne, har Robert Fidler forklaret.

Slottet blev gemt bag høstakke.

Men nu har en dommer i Højesteret i England beordret slottet revet ned, og Fidler er blevet idømt tre måneders betinget fængsel. Han skal afsone fængselsstraffen, hvis ikke han har revet slottet ned inden 6. juni næste år, skriver BBC.

- Denne her situation er helt og holdent hr. Fidlers eget ansvar. Han har haft masser af muligheder for at efterkomme de ordrer, der har været udstedt, siger en talsmand for Reigate and Banstead Borough Council - byrådet i Reigate og Banstead Borough.

De forventer nu, at Fidler denne gang retter sig efter ordren om nedrivning - slottet blev første gang beordret revet ned i 2007, og nu er byrådet ved at miste tålmodigheden.

Lang og sej kamp

- Hr. Fidler kan ikke være i tvivl om nu, at det er dommerens forventning, at huset bliver revet ned i sin helhed inden 6. juni 2016, siger talsmanden for byrådet.

Robert Fidler har kæmpet en lang og sej kamp mod nedrivning, siden han byggede slottet.

Han har forklaret, at han har solgt slottet på Honeycrock Farm i Salfords til en indisk forretningsmand, og at ordren om at rive det ned, var ulovlig. I 2008 forklarede Fidler, at han havde gemt byggeriet bag høballer, fordi han mente at et hus, der stod fire år uden protester, havde en juridisk ret til at blive stående.

Byrådet gik til domstolene, da Fidler ikke efterkom ordren om nedrivning, og nu havner den 66-årige altså bag tremmer, hvis ikke han river slottet ned inden for det næste halve år.