Udland

EU-Parlamentet: Snowden bør få asyl

EU-landene bør tilbyde den amerikanske whistleblower Edward Snowden asyl.

Det mener et flertal af Europa-Parlamentets medlemmer, der torsdag vedtog en ikke-bindende resolution, som opfordrer medlemslandene til yde ”menneskerettighedsforkæmperen” Snowden beskyttelse.

- Vi opfordrer til at droppe alle anklager mod Edward Snowden, give ham beskyttelse, og dermed forhindre udlevering i anerkendelse af hans status som whistleblower og i forsvaret for internationale menneskerettigheder, lyder det blandt andet i erklæringen.

På Twitter kalder Edward Snowden afstemningens resultat for ekstraordinært og tilføjer:

- Det her er ikke et slag mod den amerikanske regering, men en åben hånd fremstrakt af venner. Det er en chance for at bevæge sig fremad, skriver Edward Snowden.

Har allerede prøvet at få asyl i EU

Den 32-årige amerikanske it-tekniker Edward Snowden stod i 2013 bag omfattende afsløringer af USA's elektroniske overvågning af folk og institutioner i både USA og udlandet.

Han har tidligere arbejdet for National Security Agency (NSA), men siden afsløringerne af nogle af sikkerhedstjenestens dybeste hemmeligheder har han opholdt sig i Rusland. Først via en aftale om midlertidig asyl på et år og siden august 2014 på en treårig opholdstilladelse.

Amerikanerne kræver fortsat Edward Snowden udleveret, og derfor er det langt fra sikkert, at den vedtagne resolution, der ikke forpligter EU-landene til at gøre alvor af opfordringen, betyder, at Snowden kan se frem til asyl i Europa.

Tidligere har han søgt eller forhørt sig om mulighederne for asyl i 21 lande verden over – heriblandt EU-landene Østrig, Finland, Tyskland, Spanien og Italien – men endnu er det ikke lykkes for ham at komme til Europa.

Ud over opfordringen om at tildele Edward Snowden asyl, opfordrer parlamentsmedlemmerne EU-landene til at sikre en mere ”effektiv beskyttelse” af data og personlige oplysninger.

På Twitter udtrykker Alternativets leder Uffe Elbæk glæde over erklæringen fra EU: