Uerstattelige tab: Civilisationens vugge i fare for at forsvinde
I videoklippet ses, hvordan en af Syriens mange oprørsgrupper i marts angriber Hezbollah-militsen, der støtter præsident Assad, og indtager det antikke romerske teater i Bosra. Videoklippet er lagt op på YouTube af APSA, der er en forening til beskyttelse af arkæologi i Syrien.
Den over fire år lange borgerkrig i Syrien har haft uoverskuelige menneskelige konsekvenser. Over 220.000 har mistet livet, fire millioner er flygtet ud af landet og syv millioner er internt fordrevne.
Men borgerkrigen går også hårdt ud over de mange bevaringsværdige oldtidsbyer og arkæologiske udgravninger, som Syrien er så rig på.
Hele seks områder i Syrien er således kommet på FN-organisationen UNESCOs liste over verdensarven, altså steder som er enestående og som bør bevares for eftertiden.
Men hvorfor over hovedet bekymre sig over en bunke gamle ruiner, når mennesker bliver dræbt eller flygter fra deres hjem?
- Selvfølgelig er det først og fremmest de menneskelige tragedier, man skal bekymre sig over. Men når det er sagt, så vælter Syrien sig i oldtidsfund, der går helt tilbage til civilisationens start og viser dens historie. Så på den måde er det også en del af vores kulturarv, siger Ingolf Thuesen, der er leder på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet til TV 2.
Ingolf Thuesen besøgte første gang en arkæologisk udgravning i Syrien i 1987. Han har siden været i landet utallige gange. Senest i Damaskus i 2011 netop som borgerkrigen brød ud. Siden har det ikke været muligt for ham at komme ind i Syrien.
Det er især terrorgruppen IS' systematiske ødelæggelse af oldtidsfund, der gør ondt at se på.
- Ødelæggelserne er meget iscenesat. De gør et nummer ud af det og bruger det i medierne til at hverve nye tilhængere, forklarer Ingolf Thuesen.
- De smadrer symboler, som ikke er islamiske, og som de ikke kan acceptere. Sådan lyder den officielle forklaring. Men sagen er, at hvis der er tale om små genstande, som de kan sælge på det sorte marked, så gør de det, lyder det fra Ingolf Thuesen.
Senest har terrorgruppen IS i forrige uge sprængt Triumfbuen i oldtidsbyen Palmyra i luften.
IS indtog området omkring Palmyra i maj, og i august lagde de billeder ud på internettet, hvor man kunne se, hvordan de sprængte Baal Shamin-templet i luften. Templet blev bygget omkring år 17 e.Kr og udvidet under den romerske kejser Hadrian i år 130. Nu er det blot en dynge murbrokker.
- Jeg har flere gange været i Palmyra, og har altid kigget på de monumenter, der har stået der i over 2000 år og tænkt, at de også vil stå der 2000 år efter vores tid. Men nu er det måske sidste gang, jeg ser dem. Man får en ny holdning til de ting, man ligesom har værdsat. Ting der var en del af hele vores verdenshistorie, og som man nu ser forsvinde, lyder det fra en bekymret Ingolf Thuesen
Men det er ikke kun terrorgruppen IS' systematiske ødelæggelser, der går hårdt ud over oldtidsbyerne. De mange luftangreb, både foretaget af regeringshæren, af koalitionen mod IS med USA i spidsen og nu også af det russiske luftvåben, er med til at ødelægge de mange fortidsminder. Selvom internationale konventioner forbyder, at der føres krig tæt ved bevaringsværdige bygninger og monumenter, så bliver mange af de gamle ruiner og borge med meter tykke mure brugt som tilholdssteder for mange af de syriske oprørsgrupper.
Den gamle bazar i Aleppo er ødelagt efter en omfattende brand
I Syriens næststørste by Aleppo har oprørere og regeringsstyrker kæmpet indædt om kontrollen. Det er gået hårdt ud over den gamle bydel, som også er at finde på UNESCOs liste over verdensarv. Det anslås at 60 procent af den gamle bydel nu ligger i ruiner.
Den store moske, Umayyad, i Aleppo er også hård ramt af borgerkrigens hærgen
Civilisationens vugge er flyttet til Syrien
I mange år blev Mesopotamien i det sydlige Irak mellem floderne Tigris og Eufrat anset, som det sted hvor civilisationens vugge stod. I år 3500 f.Kr. opstod her egentlige byer med en rig specialisering. Men i år 2000 afslørede udgravninger i Hamoukar, der ligger nord for Mesopotamien i det nuværende nordøstlige hjørne af Syrien klemt inde mellem Irak og Tyrkiet, et højt udviklet bysamfund.
Byen var omkranset af en bymur, og der blev fundet forskellige værksteder, som for eksempel bryggerier og bagerier. Der er også fundet rester af køkkener, der kunne bespise mange mennesker ad gangen. Mest overraskende var det dog, at fundene kunne dateres til år 4000 f. Kr., altså betydeligt ældre end byerne i Mesopotamien. Dermed var civiliationens vugge rykket til Syrien.
Selvom borgerkrigen i Syrien indtil videre ikke har ramt det nordøstlige hjørne af landet særlig hårdt, så har borgerkrigen indirekte skadet udgravningerne ved Hamoukar.
For det første er alle udgravninger og registreringer indstillet, for det andet betyder borgerkrigen, at der ikke er syriske myndigheder til stede for at beskytte udgravningerne. Dermed er de udsatte for plyndringer. Små genstande bliver smuglet ud af landet og solgt. Samtidig bliver byggematerialer genbrugt fra de over 6.000 år gamle ruiner, og der anlægges veje og bygges nyt oven på udgravningerne.
Klik på kortet herunder og læs mere om de seks områder, der er på UNESCOs verdensarvsliste, samt Hamoukar, hvor civilisationens vugge stod.