Udland

Ny viden: Sejlivet ebola-virus findes i raske patienter

Ny forskning viser, at ebolavirussen er væsentlig længere om at forlade kroppen end først antaget. Forskere har fundet rester af virussen i sædprøver på hver fjerde af 93 mandlige ebolapatienter syv til ni måneder efter, de blev erklæret raske.

Det undersøges nu, om disse personer kan smitte med ebola ved seksuel kontakt på trods af at være erklæret rask og fri for sygdommen.

Ebolavirussen brød ud i december 2013 i Vestafrika. Indtil nu har virussen på verdensplan slået mere end 11.000 mennesker ihjel, mens mere end 28.000 er smittet med sygdommen.

Ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling ved Aarhus Universitetshospital, Lars Østergaard, påpeger, at det endnu er uvist, om det er dødt virus, eller om det er levende virus, som er i stand til at smitte andre.  

- Viser det sig at være levende virus, disse patienter bærer rundt på, så kan det betyde, at man skal beskytte sig i årevis, efter man er blevet erklæret rask for ebola. Jeg tror, forskerne har svar på undersøgelserne i løbet af en måned, siger han.   

Britisk sygeplejerske syg på ny

Onsdag kom det frem, at en britisk sygeplejerske, der i vinter blev erklæret rask og fri for ebola, på ny er indlagt med sygdommen i London. Hendes tilstand er drastisk forværret, siden hun blev indlagt den 6. oktober og betegnes nu som værende kritisk.

The Royal Free Hospital, hvor hun også var indlagt tilbage i januar 2015, udgav onsdag en skriftelig udtalelse, hvori det fremgik, at Pauline Cafferkey er syg af ebolavirussen på ny. Det sker knap ti måneder efter, hun blev erklæret rask efter flere ugers indlæggelse i januar.

- Vi beklager at skulle meddele, at Pauline Cafferkeys tilstand er forværret, og hun er nu i kritisk tilstand. Pauline bliver behandlet for ebola i en høj-isolationsafdeling, skrev hospitalet.

Chokeret over pludselig forværring

Lægerne, der behandler Pauline Cafferkey, beskriver, at hun er ramt af en ’usædvanlig sen komplikation’ fra hendes tidligere sygdomsforløb. Det skriver The Independent i en artikel.

Lægernes viden på området er begrænset på grund af det lave antal dokumenterede sager, hvor sygdommen er blusset op på ny. Flere eksperter er dog chokeret over sygeplejerskens drastiske forværring. I løbet af en uge gik hendes tilstand fra ubehag og feber til værende kritisk.

Ingen grund til panik

Myndighederne i England understreger, at risikoen for et nyt udbrud af sygdommen endnu er ekstremt lav. Dog har man taget de fornødne forholdsregler, og 58 personer, der har været i tæt kontakt med Pauline Cafferkey, bliver overvåget for tegn på symptomer.

John Oxford, der er professor i virologi ved University of London, mener absolut ikke, der er grund til bekymring.

- Selv for folk, der har været i kontakt med hende (Pauline Cafferkey, red), er risikoen for at blive smittet tæt på nul.   

Dr. Nathalie MacDermott, der går under titlen Clinical Research Fellow, fra Imperial Collage London, som også behandlede ebolapatienter i Vestafrika, da sygdommen var på sit højeste, mener ikke, at Pauline Cafferkeys tilstand antyder en forhøjet risiko hos befolkningen.

- Det er usandsynligt, at man kunne have forhindret dette tilbagefald. Dette er en uventet situation, som ikke kunne forudses. Vi stadig i gang med forskningen omkring de potentielle langvarige konsekvenser af ebolavirussen og behandlingen heraf, siger hun til The Independent.