Udland

Forstå det amerikanske valg på tre minutter

 Scanpix

Hvem der skal tage pladsen i Det Ovale Kontor efter Barack Obamas to perioder, bliver først afgjort 8. november, men kampen om titlen som verdens mest magtfulde person er lang og hård, og allerede nu er valgkampen i fuld gang.

Kender man ikke allerede til det amerikanske valgsystem, kan det være svært at gennemskue, hvad der egentlig skal til for at blive USA’s overhoved, da systemet er væsentligt anderledes end det danske. Tv2.dk giver dig her overblikket.

Caucus og primærvalg

Før den reelle valgkamp starter, skal kandidaterne fra Republikanerne og Demokraterne først konkurrere mod hinanden, før det bliver afgjort, hvem der får lov at repræsentere partierne. Det sker igennem de såkaldte primærvalg og caucuses.

Caucus er et valgmøde, hvor medlemmerne vælger en kandidat. Her mødes folk i de enkelte distrikter og diskuterer, hvilken kandidat de vil pege på. Distrikternes resultater sendes ud til de officielle optællere, der samler alle kredsresultater, så det endelige resultat kan findes.

Primærvalg eller primary elections, er et alternativ til caucus og et mere direkte valg, hvor medlemmerne af partiet kan stemme direkte på den kandidat, de ønsker. De fleste stater benytter sig af primærvalg. De første afgørelser falder altid i staterne New Hampshire og Iowa. Ved hver afstemning har kandidaterne mulighed for at vinde et vist antal delegerede. Den kandidat, der til sidst har over halvdelen af de delegerede, vinder nomineringen som partiets kandidat. Antallet af delegerede på spil, afhænger af staternes befolkningstal og reglerne i de enkelte stater.

Konventet - Show for alle pengene

Det endelige og officielle valg sker dog først på et konvent, hvor delegerede fra de forskellige partiforeninger samles fra hele landet og stemmer. Konventerne er kendt som kæmpe mediebegivenheder, hvor partierne med valget af den endelige kandidat starter den reelle valgkamp.

Valgsystem med lang historie

Valgsystemet i USA kaldes for Electorial College – på dansk valgmandskollegium. Systemet stammer i sin grundform fra 1787, hvor der kun eksisterede 13 stater. Dengang var de mindre stater bange for at miste indflydelses til de store stater, samme diskussion som vi kender det fra nutidens EU. Hvis der var direkte valg, hvor alle stemmeberettigede på tværs af staterne skulle vælge en fælles præsident, ville de små stater have begrænset indflydelse. Kompromisset blev valgmandskollegiet. I systemet vælges der i hver valgkreds en valgmand, som på forhånd har forpligtet sig til at pege på en præsidentkandidat. Det er dog før sket, at en valgmand har stemt på en anden præsidentkandidat, end man har forpligtet sig til. Valgmandskollegiet består af 538 valgmænd.

Winner takes it all

Med det amerikanske system kan det faktisk lade sig gøre at tabe valget, selv om man har fået flest stemmer. Det skyldes, at samtlige af statens valgmandsstemmer går til vinderen. Har man kun akkurat vundet med 0,1 procent, så løber man altså stadig med alle valgmændene. Staterne Maine og Nebraska er undtaget. Her fordeles valgmandsstemmerne efter de enkelte kongresdistrikter.

Det er kun sket fire gange i historien, at en præsident har indtaget Det Hvide Hus med færrest stemmer. Sidste gang det skete var i 2000. Her blev Demokraternes Al Gore valgets taber, selv om han fik 500.000 flere stemmer end George W. Bush, der altså blev landets præsident.  Dengang var staten Florida en vigtig brik i puslespillet. Med knap 600 stemmer mere i posen, fik George W. Bush samtlige 25 valgmænd i staten.

Amerikanerne vælger ny præsident 8. november 2016.

  1. GOP

    Det Republikanske Parti, der i daglig tale bare kaldes Republikanerne, bliver også kaldt for GOP – en forkortelse for Grand Old Party. Partiorganisationen blev grundlagt i 1854, og seks år senere blev Abraham Lincoln valgt som partiets første præsident. Republikanerne repræsenterer en bred vifte af holdninger, men fælles for kandidaterne er mål om skattelettelser, mindre føderal indblanding i delstaterne og mindre indblanding i økonomiske anliggender. Desuden er hovedparten også tilhængere af, hvad de betegner som traditionelle familieværdier, og mange er imod abort og vielse af homoseksuelle. Partiets symbol er en elefant. 

  2. Demokraterne

    Det demokratiske parti, eller bare Demokraterne, er USA’s andet store parti. Demokraterne blev grundlagt allerede i 1820’erne, men kan spores endnu længere tilbage til Thomas Jefferson. Partiet er det næstældste i verden. Kun Storbritanniens Konservative er ældre. Demokraterne er det mest venstreorientrede af de to partier. Demokraterne ser det offentlige spille en større rolle i samfundet end republikanerne. Den nuværende præsident, Barack Obama, er medlem, og favorit til at blive partiets næste præsidentkandidat er Hillary Clinton. 
    Demokraternes symbol er et æsel. 

  3. Delegerede

    Ved hver afstemning ved Caucus eller primærvalg  har kandidaterne mulighed for at vinde et vist antal delegerede. Den kandidat, der til sidst har over halveden af de delegerede, vinder nomineringen som partiets kandidat. Antallet af delegerede på spil, afhænger af staternes befolkningstal og reglerne i de enkelte stater.

  4. Primærvalg

    Primærvalg eller primary elections, er et alternativ til caucus og et mere direkte valg, hvor medlemmerne af partiet kan stemme direkte på den kandidat, de ønsker. Det endelige og officielle valg sker dog ført op konventet, hvor delegerede fra de forskellige partiforeninger samles fra hele landet og stemmer. 

  5. Caucus

    Caucus er et valgmøde, hvor medlemmerne vælger en kandidat. Her mødes folk i de enkelte distrikter og diskuterer, hvilken kandidat de vil pege på. Distrikternes resultater sendes ud til de officielle optællere, der samler alle kredsresultater, så det endelige resultat kan findes. 

  6. Super Tuesday

    Super Tuesday referer til en tirsdag i februar eller marts, hvor en stor del af USA’s stater afholder primærvalg. Her vælges omkring halvdelen af begge partiers delegerede, og derfor er tirsdagen en meget betydningsfuld dag i valgkampen. I 2016 falder Super Tuesday 1. marts.

  7. Konvent

    Det endelige og officielle valg af partiernes præsidentkandidat sker dog først på et konvent, hvor delegerede fra de forskellige partiforeninger samles fra hele landet og stemmer. Konventerne er kendt som kæmpe mediebegivenheder, hvor partierne med valget af den endelige kandidat starter den reelle valgkamp.

  8. Valgmandskollegie

    Valgsystemet i USA kaldes for Electorial College – på dansk valgmandskollegium. Systemet stammer i sin grundform fra 1787, hvor der kun eksisterede 13 stater. Dengang var de mindre stater bange for at miste indflydelses til de store stater, samme diskussion som vi kender det fra nutidens EU. Hvis der var direkte valg, hvor alle stemmeberettigede på tværs af staterne skulle vælge en fælles præsident, ville de små stater have begrænset indflydelse. Kompromisset blev valgmandskollegiet. I systemet vælges der i hver valgkreds en valgmand, som på forhånd har forpligtet sig til at pege på en præsidentkandidat. Det er dog før sket, at en valgmand har stemt på en anden præsidentkandidat, end man har forpligtet sig til. Valgmandskollegiet består af 538 valgmænd. Hver delstat tildeles et antal valgmænd, der svarer til statens antal medlemmer i de to kamre i Kongressen.

  9. Svingstat

    I størstedelen af de amerikanske stater er resultatet givet på forhånd, men et par håndfulde kaldes for svingstater. Her er opgørene så tætte, at det er umuligt at spå om, hvem der løber med sejren. Den mest kendte er Ohio. Det er kun få gange sket, at Det Hvide Hus er blevet indtaget uden at vinde i staten. 

  10. Red state og blue state

    Når vi taler politiske farver i Danmark, betyder rød venstreorienteret, og de borgerlige er blå – i USA er det dog omvendt. En red state er betegnelsen for en republikansk stat, og blue state er betegnelse for en demokratisk stat. 

  11. Midtvejsvalg

    I alle lige år er der valg til Kongressen. Når det ikke falder sammen med et præsidentvalg, kaldes det for midtvejsvalg.

  12. Kongressen

    Kongressen er den lovgivende magt svarende til vores Folketing. Kongressen har ansvar for spørgsmål vedrørende forsvar og finansielle spørgsmål.Kongressen holder til på Capitol Hill (billedet). Kongressen består af to kamre: 

  13. Repræsentanternes hus

    Repræsentanternes hus består af 435 medlemmer, der bliver valgt fra alle stater ud fra indbyggertallet. Medlemmerne sidder i perioder af to år.

  14. Senatet

    Hver stat har to senatorer, og senatet har altså 100 medlemmer. Medlemmerne sidder i seks år. 

  15. Tea Party

    Tea Party er en konservativ bevægelse, der opstod som protestbevægelse tilbage i 2009, da regeringen bevilligede hjælpepakker til boligejerne efter finanskrisen. The Tea Party tiltrækker især højre-republikanere. Selve navnet kommer fra the Boston Tea Party, hvor modstandere af det britiske imperium kastede 342 kasser te i havnen i Boston i 1773.

  16. POTUS og FLOTUS

    POTUS er en forkortelse for præsidenten: President of the United States of America. FLOTUS er en forkortelse for landets førstedame: First Lady of the United States of America. Barack Obamas handle på Twitter er @POTUS. 

  17. Pennsylvania Avenue

    Pennsylvania Avenue 1600 er adressen på Det Hvide Hus. Her har hver eneste amerikanske præsident boet og haft kontor siden John Adams i år 1800. Der er dog sket adskillige ombygninger siden. 

  18. Pro-choice/Pro-life

    En af de klassiske politiske og værdimæssige skænderier i USA er emnet abort. Pro-choice er holdningen om fri abort. Pro-choice hentyder til, at det er kvindens egen krop – og kvindens eget valg. Pro-life er omvendt holdningen imod abort. Pro-life hentyder til, at ufødte børn har retten til liv. 

  19. Air Force One

    Air Force One er kaldenavnet på flyet, der benyttes af den amerikanske præsident. Faktisk er der hele to af slagsen. Begge fly er modificerede Boeing 747-200B-fly. 

  20. Super PAC

    PAC står for Political Action Comitee og er en organisation, som præsidentkandidaterne opretter for at kunne indsamle midler fra private til kampagnemidler og lobbyvirksomhed. En PAC er omfattet af regler for, hvor mange penge hver bidragsyder må komme med – det er en Super PAC ikke. De kan uden loft samle ind fra rige enkeltpersoner, gigantiske virksomheder og magtfulde fagforeninger – uden at afsløre, hvor pengene kommer fra. Ordningen blev muliggjort efter en højesteretsdom i 2010, der besluttede, at begrænsninger for bidrag var i strid med forfatningen.  Reglen er dog, at kandidaten og den Super PAC, der støtter, ikke må koordinere med hinanden. Systemet har dog fået kritik, da reglerne er lette at omgå, og det er i de fleste tilfælde åbenlyst, at kandidaten på et vist niveau har en form for kontakt med Super PAC’en. Ofte drives de af personer, som tidligere har arbejdet for kandidaten og har et indgående kendskab til personens politik.