Udland

Demokratisk debat i nat: Nu går valgkampen for alvor i gang

Scenen er sat til, at de demokratiske præsidentkandidater tørner sammen på CNN klokken 02:30 dansk tid.  Scanpix

I nat klokken 02:30 tørner de demokratiske præsidentkandidater sammen i deres første debat på tv. Debatten kan følges på CNN. De republikanske kandidater krydsede klinger tilbage i august. Debatten finder sted på the Winn Las Vegas casino hotel.

Debatten er den første i en lang række for de demokratiske præsidentkandidater. De lægger ud i staten Nevada og skal senere til staterne New Hampshire, South Carolina, Florida og Wisconsin.

Slaget skal slås mellem fem præsidentkandidater bestående af tidligere udenrigsminister Hillary Clinton, senator i Vermont Bernie Sanders, tidligere guvernør for Rhode Island Lincoln Chafee, tidligere Guvernør i Maryland Martin O’Malley og tidligere senator i Virginia Jim Webb.

Få et nemt og hurtigt overblik over hele det amerikanske valg her.

Det skal du være opmærksom på

Hillary Clinton og Bernie Sanders er de to frontløbere i det demokratiske kapløb. Bernie Sanders har overraslet mange ved sin popularitet i meningsmålingerne. Det er første gang, at de to demokratiske præsidentkandidater skal debattere ansigt til ansigt.  

Mads Fuglede, der er USA-analytiker ved Københavns Universitet, peger på kampen mellem netop de to kandidater, som det største fokuspunkt til nattens debat.

- Hillary Clinton er den uundgåelige kandidat. Hun har fra start af optakten til valget været anset som den største favorit. Bernie Sanders er alternativet, der har en lille mulighed for at slå hende. Debatten i aften er mellem de to, siger han.

Se tyve ord og termer, der er guld værd at kende, til det amerikanske valg her.