Udland

Munter Obama til Kanye West: Sådan bliver du præsident

I august måned afslørede rap-fænomenet Kanye West ved MTV Music Awards, at han kraftigt overvejer at gå efter posten som USA’s præsident ved præsidentvalget i 2020. Og nu får han 'hjælp' fra en ganske uventet kant, for ved en indsamlingsfest i San Francisco i weekenden gav præsident Barack Obama sig tid til at give musikeren nogle små råd med på vejen.

- I kommer snart til at høre fra en fyr, der vist overvejer at indlede en politisk karriere, sagde Barack Obama med hentydning til Kanye West der kort efter skulle på scenen.

- Jeg har nogle råd til ham, bare nogle ting, jeg har opfanget undervejs, fortsatte præsidenten. Herefter gav han – med et smil på læben – Kanye West følgende råd:

- Først og fremmest må han bruge tid på nogle mærkelige væsener, der opfører sig, som om de er med i et realityshow. Det skal man kunne lide, sagde Obama drillende, muligvis med hentydning til Donald Trump eller Kanye Wests’ kone, Kim Kardashian.

- Det andet vigtige tip er, at udtalelser som at man har at man har ”a beautiful dark twisted fantasy” (en skøn og forskruet, sort fantasi, titlen på en plade med Kanye West fra 2010) ikke er noget, man kan bruge i politik. Den slags siger man ikke, jokede præsidenten.

Gjorde grin med vinderchancer

Til sidst havde Barack Obama også overskud til at joke med Kanye Wests’ eventuelle chancer for at vinde, hvis han beslutter sig for at stille op:

- Tip nummer tre er: Tror du virkelig, at landet bryder sig om at en sort mand fra det sydlige Chicagos med et mærkeligt navn vil være USA's præsident? Det er vanvid, sagde Barack Obama.

Kanye West var musikalsk hovednavn ved eventet, der havde 1300 deltagere. Hver af de tilstedeværende havde betalt mellem 1600-65000 kroner for at deltage, og udover Kanye West fik eventet ifølge Hollywood Reporter også besøg af basketholdet Golden State Warriors.

Kanye West har tidligere involveret sig i politik. Han har i årevis offentligt støttet Obama og optrådte også til ’Live From The Youth Inaugural Ball’ i 2009, hvor Obamas valgsejr og tiltrædelse som præsident blev fejret.

Præsident Obamas jokende tale var en del af en fire dage lang tur ned langs USA's vestkyst. Fredag mødtes præsidenten med familier til ofrene fra skoleskyderiet i Umpqua Community College i Oregon.