Ungarsk borgmester truer flygtninge i action-video
I en ny video advarer den højrenationalistiske ungarske borgmester Laszlo Toroczkai alle flygtninge og migranter mod at krydse grænsen fra Serbien til Ungarn illegalt.
Ungarn er nemlig et dårligt land at krydse og borgmesterens by Asotthalom er det værste, lyder det i videoen.
Byen Asotthalom ligger i det sydlige Ungarn bare få kilometer fra Serbien, hvor grænsen tidligere på ugen blev lukket med et 3,4 meter højt hegn, efter store mængder af flygtninge de seneste uger er rejst igennem.
Under overskriften ”Besked til alle migranter” fortæller Asotthaloms borgmester Laszlo Toroczkai indledningsvis, at alle er velkomne, hvis lovene respekteres, og grænsen krydses lovligt. Men dem, der prøver at tage den illegale tur ind i Ungarn, kan meget vel ende i fængsel, lyder det.
Dramatisk musik og soldater til hest
Tilsat dramatisk musik, helikoptere, motorcykler, en Jeep og soldater til hest bliver der i videoen vist billeder af en grænse, som skal fremstå umulig at krydse.
Borgmesteren viser på et kort, at illegale immigranter på vej mod Tyskland finder den korteste vej ved at gå uden om Ungarn og i stedet rejse igennem Kroatien og Slovenien. Dog uden at forklare, at der på netop denne rute er risiko for at træde på miner.
Den 15. september blev det i Ungarn gjort ulovligt at krydse grænsen uden om kontrolposterne. Og i videoen fortæller Laszlo Toroczkai, at grænsen – ud over hegnet – beskyttes af tusinder af politifolk samt den ungarske hær og frivillige vagtværn.
Borgmester har tidligere været indblandet i vold
Før Laszlo Toroczkahar blev valgt som borgmester i Asotthalom, var han kendt for højrenationalistiske holdninger som leder af 'The 64 Countries Youth Movement'. En gruppe, der kræver, at Ungarn gør krav på land uden for sit nuværende territorium, hvor der i dag lever etniske ungarere.
Trods sin modstand mod at krydse grænser illegalt, sneg Laszlo Toroczkahar i 2008 sig ind over grænsen til den serbiske provins Vojvodina for at deltage i en demonstration til fordel for de etniske ungarer i området. Her endte Laszlo Toroczkahar dog på hospitalet efter at have været i klammeri med serbiske nationalister.