Porten til EU blev lukket i dag

Tirsdag blev de syriske flygtninge på vej op gennem Europa mødt af en ny virkelighed.

Ungarn har nemlig lukket grænsen til Serbien fuldstændigt, og dermed er adgangsvejen ind i EU lukket – i hvert fald indtil flygtningene har fundet nye ruter.

175 kilometer hegn på grænsen mellem Ungarn og Serbien har spærret grænsen af, så der kun er en snæver og kontrolleret indgang til Ungarn, hvor flygtningene straks bliver registreret.

- Den snævre adgang gennem hegnet fører ind til en by af blå containere, som nu er den nye port til Europa. Hvis man er flygtning og kommer hen til grænsehegnet, så skal man pænt banke på og så kan man få lov til at søge asyl. Ellers bliver man med det samme sendt tilbage til Serbien.

- Alle, der i dag har prøvet at komme igennem ved de blå containere, er blevet afvist og sendt tilbage over grænsen. Ingen af dem har fået asyl. Begrundelsen har været, at de er kommet fra et sikkert land, nemlig Serbien, fortæller TV 2’s korrespondent Uffe Dreesen fra den ungarsk-serbiske grænse.

Resultatet er, at der i løbet af i dag har samlet sig mindst 1000 mennesker på den serbiske side af grænsehegnet, hvor de truer med at sultestrejke indtil de får adgang til Ungarn.

- Vi er nødt til krydse grænsen, for vi kan ikke gå tilbage til der hvor vi boede før, for vi har intet at tage tilbage til og vi mistede vores pas og vores penge på vejen hertil, som den afghanske flygtning Habib siger til TV 2 i dag.

Enkelte har forsøgt at komme over grænsehegnet, men Ungarn har gjort det til en lovovertrædelse at forsøge at kravle over – eller under – grænsehegnet. I dag blev 155 personer anholdt for at forsøge at passere grænsehegnet.

Ungarn meddelte samtidigt i dag, at man nu vil begynde bygningen af endnu et grænsehegn på grænsen til Rumænien.

Se listen nedenfor: Her vil flygtningene helst være! Og se også hvilke EU-lande der tager imod flest flygtninge - og hvilke lande, der modtager færrest:

T2Toolbox embed

T2Toolbox embed