Udland

Skød kendis-løve: Forhadt tandlæge er trådt ud af sit skjul

Walter Palmer-protesterende Scanpix

Walter Palmer er et navn, som mange har vendt deres vrede mod de seneste måneder. Tandlægen fra USA skød og dræbte en løve kaldet Cecil i Zimbabwe, og den folkekære løves død skabte opstandelse, demonstrationer og trusler mod Walter Palmer. Siden han i begyndelsen af juli skød løven i Zimbabwe har han nemlig holdt sig væk fra offentligheden, hvor der samtidig er vokset et had frem til ham.

Walter Palmer skulle angiveligt have betalt 55.000 dollars eller ca. 370.000 kroner for at få lov at dræbe løven med en armbrøst. Men nu, godt seks uger efter at hans navn kom frem, er han selv trådt ud af sit skjul og gav søndag et interview til to journalister. Her fortalte tandlægen blandt andet, at han mener, at han har overholdt alle aftaler og regler.

- Hvis jeg havde vidst, at denne løve havde et navn og var vigtig for landet eller for studier, så ville jeg selvfølgelig ikke have taget den, siger han til AP.

- Ingen i min jagt-gruppe kendte før eller efter navnet på løven, tilføjer han.

Trusler mod familie

Løven var nemlig et nationalikon og en del af Hwange Nationalpark og et større studie fra Oxford Universitet. Efter navnet Walter Palmer spredte sig på de sociale medier, blev konfrontationen også direkte over for ham. 

Walter Palmer fortæller, at han har opholdt sig hos familie og venner men afviser at fortælle, hvor han har været.

- Det har ikke betydet, at jeg har gemt mig, afviser han overfor medierne.

Han kritiserer den gruppe mennesker, der er kommet med trusler mod hans børn og kone og kolleger på tandlægeklinikken.

- Jeg forstår ikke den form for menneskelig reaktion at gå efter folk, der ikke er involveret overhovedet, siger han.

Walter Palmer er ikke blevet tiltalt for noget endnu, og derfor vender han også tilbage til arbejdet i sin klinik i Bloomington.

- Mine medarbejdere og mine patienter bakker mig op, og de vil have mig tilbage.

Walter Palmer er tidligere dømt for falsk vidneforklaring i en sag fra 2008, hvor en skød en sort bjørn, og i interviewet ville han ikke kommentere oplysningerne