Udland

VIDEO: Pige bider israelsk soldat for at befri sin 12-årige bror

Videooptagelser af en israelsk soldat, der forsøger at anholde en palæstinensisk dreng, der har sin brækkede hånd i gips, vækker harme både blandt palæstinensere og i store dele af verden.

Optagelserne er fra fredag, hvor unge palæstinensere kom i sammenstød med israelske soldater under en demonstration på den besatte Vestbred ved byen Nebi Saleh. 

Som så ofte før kastede de unge palæstinensere sten mod de israelske soldater, og det endte med at gå ud over den 12-årige palæstinensiske dreng Mohammad Tamimi.

Han blev pågrebet af en soldat, selvom han bedyrer, at han ikke kastede nogen sten.

- Jeg så på, mens de unge kastede sten på soldaterne. Da soldaterne begyndte at råbe, løb jeg væk, siger Mohammad Tamimi til nyhedsbureauet AP. Han fortæller videre, hvordan tre soldater fangede en udenlandsk aktivist, Mohammad Tamimis fætter og til sidst tog den tredje soldat fat i Mohammad Tamimi.

- Han fangede mig og smed mig på jorden og slog mig i ansigtet med en sten, slog på min brækkede hånd og holdt mig nede, forklarer Mohammad Tamimi.

Du kvæler ham

Den voldsomme anholdelse blev optaget på video og siden lagt ud på Facebook, hvor den nu er blevet set over to millioner gange.

På videooptagelsen kan man se, hvordan den maskerede soldat presser Mohammad Tamimi ned og tager kvælertag på ham. Mohammad Tamimi skriger og græder, og hurtigt kommer der en flok palæstinensiske kvinder til, heriblandt Mohammad Tamimis mor og søster. Man kan høre de råber: - Du kvæler ham. Han er kun en lille dreng. Hans hånd er brækket.

Men soldaten fortsætter med at holde ham nede. På et tidspunkt griber Mohammad Tamimis 15-årige søster fat i soldatens arm og bider ham i hånden, mens en anden kvinde flår soldatens elefanthue af ham.

Kaster chokgranat mod de palæstinensiske kvinder

Først da soldatens overordnede kommer til, slipper han drengen. I frustration smider soldaten så en chokgranat mod de palæstinensiske kvinder, inder han forlader scenen.

Den israelske hær kommenterede i går episoden. Hæren mener, at Mohammad Tamimi også kastede med sten, og det var derfor, at han blev anholdt. Han blev ifølge hæren løsladt igen for at "undgå en eskalering af volden".

Den voldsomme video udløser stærkt kritik fra palæstinenserne, som mener, at episoden viser den israelske hærs alt for hårdhændede fremgangsmåde over for de demonstrerende.

Omvendt mener mange israelere, at videoen viser, hvordan de israelske soldater jævnligt får kastet sten mod sig, og de er bekymret for soldaternes sikkerhed.

Israelsk tv har således sendt et interview med faren til soldaten bag den voldsomme anholdelse. Han siger, at han er stolt over, at hans søn udviste selvbeherskelse under tumulten.

Samtidig har den israelske kulturminister Miri Regev opfordret hæren til at indføre nye regler, der skal tillade soldater at skyde palæstinensere, der kommer i klammeri med soldaterne.