Udland

Lastbil eksploderer midt på motorvejen

Et kamera i forruden på en bil på motorvejen i byen Jacksonville i USA fangede lørdag en skræmmende video. Klokken er omkring 16.00, da en lastbil i modsatte bane kolliderer med autoværnet og kort efter eksploderer.

Lastbilen bryder med det samme i brand, og efterfølgende stod trafikken stille i mange timer mens oprydningsarbejdet stod på. Mirakuløst nok overlevede føreren af lastbilen og ingen kom til skade ved ulykken.

Ulykken i videoen er en ud af mange. Med næsten 19.000 drab i trafikken i USA de første seks måneder i år tyder statistikken på, at 2015 bliver det mest dødelige år i trafikken siden 2007.

I alt er der tale om en stigning på 14 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Samtidig er næsten 2,3 millioner mennesker kommet alvorligt til skade de første seks måneder af 2015. Den store stigning kommer efter to år med færre ulykker i samme periode.