Udland

Verdens ældste flaskepost er skyllet i land

Mellem 1904 og 1906 kastede den britiske marinbiolog George Parker Bidder 1020 flaskeposter i havet for at kortlægge havets strømninger på dybt vand. En af dem skyllede i april i år i land i Tyskland, og nu bliver billeder af den præsenteret for verden. Det skriver The Telegraph.

Det var Marianne Winkler, der fandt den gamle flaske på stranden på den nordtyske ø Amrum under en ferie. Inde i flasken lå en seddel, hvor der stod "Slå den i stykker".

- Min mand, Horst, prøvede forsigtigt at få brevet ud af flasken, men det kunne ikke lade sig gøre, så vi måtte gøre, som der stod, siger Marianne Winkler ifølge The Telegraph.

Overrasket over flaskepost fra tidligere leder

Inde i flasken fandt de en besked skrevet på engelsk, tysk og hollandsk. Her blev de blandt andet bedt om at skrive, hvor flasken var fundet, hvorefter de skulle sende sedlen til laboratioret The Marine Biology Association i den sydengelske by Plymouth. Her var George Parker Bidder ansat og senere præsident fra 1939 til 1945.

Her blev man overrasket over at modtage det gamle brev fra laboratoriets tidligere leder.

- Der var en del postyr, da vi åbnede den kuvert, som du kan forestille dig, siger laboratoriets kommunikationschef, Guy Baker.

Han fortæller, at størstedelen af George Parker Bidders flasker blev fundet nogle måneder efter, at de var sendt afsted. Der er dog stadig cirka 400 flasker, som man ikke ved, hvor er.

En shilling i dusør

I brevet bliver finderen af flaskeposten lovet en dusør på en shilling - en tidligere britisk mønt, der blev udfaset i starten af 1970'erne.

- Vi fandt en gammel shilling. Jeg tror, vi købte den på eBay. Den sendte vi til hende med et brev, hvor vi sagde tak, fortæller Guy Baker.

Den hidtil ældste registrerede flaskepost blev fundet i 2013 efter 99 år og 43 dage til havs. Den blev kastet i vandet i 1914 som del af forskning, der ligner den, som George Parker Bidder lavede.