Udland

21.000 flygtninge og migranter ankommet til Grækenland - på én uge

Alene i sidste uge ankom 21.000 flygtninge og migranter til Grækenland – det er næsten halvdelen af det samlede antal for hele 2014, oplyser FN ifølge nyhedsbureauet AFP tirsdag.

I alt er 160.000 flygtninge og migranter ankommet til Grækenland siden januar.

- Antallet har været støt stigende de seneste uger, siger talsmanden fra FN’s flygtningehøjkommissariat, William Spindler.

FN opfordrer samtidig Grækenland til at udvise større lederskab i forhold til at udnævne personer til at koordinere hjælpeindsatsen på de små græske øer:

- Det er meget svært for os at komme i gang med vores arbejde, når der ikke er en person, der bestemmer, siger William Spindler.

Han sagde samtidig, at det græske politi er udmattet og overvældet, og at de mange flygtninge og migranter er frustrerede over at måtte vente i dage for at få dokumenter – ofte uden at få basal hjælp.

Artiklen fortsætter under det interaktive kort:

Hygiejnesæt skal forhindre sygdomsudbrud

Røde Kors i Tyskland har meldt ud, at organisationen i september vil uddele 19.000 hygiejnesæt til de mange flygtninge og migranter på den græske ø Lesbos for at forhindre sygdomsudbrud. Sættet består af tandpasta, sæbe, vaskemiddel, babyprodukter og bleer og kan holde i to måneder.

49 flygtninge fundet død i en overfyldt fiskebåd

Ifølge den græske kystvagt er der i perioden mandag morgen til tirsdag morgen reddet 576 flygtninge i land i 23 forskellige redningsaktioner ud for øerne Lesbos, Chios, Samos, Agathonisi og Kos. Ifølge de græske myndigheder er der ankommet mere end 135.000 flygtninge og migranter fra Tyrkiet alene i år.

De italienske myndigheder har tilbageholdt otte personer mistænkt for at være menneskesmuglere og for at være skyld i 49 flygtninges død i en overfyldt fiskebåd i weekenden.

Det er indtil videre lykkedes cirka 243.000 migranter og flygtninge at nå til Europa ved at sejle over Middelhavet. Antallet af flygtninge og migranter, der kom til Europa over havet, i hele 2014 var til sammenligning 219.000.

Den korteste vej til Europa - Fakta

I juli måned ankom der omkring 7000 flygtninge og migranter fra Tyrkiet til den græske ø Kos - det er dobbelt så mange som i juni

Flere end 33.000 migranter er blevet fanget på Det Ægæiske Hav undervejs til Grækenlands øer oplyser de tyrkiske myndigheder.

I alt har de græske myndigheder registreret 134.988 migranter og flygtninge ankommet fra Tyrkiet i år.

Fakta: Det får man som flygtning

De nye regler for integrationsydelsen:

Med den nye integrationsydelse vil enlige uden børn fremover modtage 5945 kroner før skat i integrationsydelse om måneden mod i dag op til 10.849 kroner før skat i kontanthjælp om måneden.

De nye regler betyder, at et ægtepar over 30 år med børn fremover vil modtage i alt 16.638 kroner før skat i integrationsydelse om måneden mod i dag 28.832 kroner før skat i kontanthjælp om måneden.