Udland

USA's forsvarschef: Kamp mod Islamisk Stat kan tage 20 år

Vi bør indstille os på, at kampen mod terrormilitsen Islamisk Stat (ISIL) kan tage op til 20 år

Og den kamp bør Danmark blive ved med at bidrage til, lyder det fra USA's forsvarschef Martin Dempsey, som i dag blev interviewet af 22 NYHEDERNE med Poul Erik Skammelsen i forbindelse med forsvarschefens besøg i København. Du kan se hele interviewet øverst i denne artikel.

- ISIL skal bekæmpes militært - og derefter skal de underliggende udfordringer tages hånd op politisk - ellers kan de bare vende tilbage under et andet navn, siger Martin Dempsey, der som øverste officer er ansvarlig for verdens stærkeste militær: Det amerikanske.

Et langt, sejt træk

Militært er han fortrøstningsfuld, da han mener, at man gør en lang række ting for at stække terrorbevægelsen. Men ifølge Dempsey er det altafgørende at holde et konstant pres på Islamisk Stat.

- Det kommer til at tage lang tid at overbevise disse unge arabere om, at de ikke behøver opsøge en radikal ideologi for at leve, siger Dempsey og fremhæver, at det kan tage helt op til 20 år at få styr på problematikken omkring terrorbevægelsen.

Læs også: "Truslen fra IS er meget alvorlig"

Især hvis koalitionen ikke tænker på det lange, seje træk.

- Hvis vi bliver ved med at betragte det som en konflikt og kamp, der kan vindes på den korte bane, så kan vi bekæmpe det her de næste 15 år.  Men så bliver det 15 engangskrige. Vi bliver nødt til at forstå, at denne trussel kommer til at eksistere de næste 15-20 år. Og vi skal organisere os sådan, at vi har et konsekvent fodfæste i kampen, siger Martin Dempsey.

Vi har brug for Danmark

Danmark har været en del af kampen mod terrorgruppen med F-16 fly med base i Kuwait siden oktober sidste år. Men de danske politikere overvejer, om flyene skal trækkes hjem senere i år.

Den debat vil forsvarschefen ikke gå direkte ind i, men han lader forstå, at der er en forventning til Danmark om, at man bliver ved med at bidrage til krigen mod Islamisk Stat.

- Vi har i den grad brug for Danmark i koalitionen; hvis ikke med F-16, så med noget andet. F-16 er tilfældigvis meget brugbare i den form for kamp, vi kæmper. Men der er andre roller, der kan være lige så vigtige, siger han.

Læs også: Stoltenberg: Vi har flere fly i luften over Baltikum

Derfor er det også han opfordring, at Danmark bliver i koalitionen.

- Og at trække F-16 flyene ud er forresten en del af det her med, at vi skal sikre et langsigtet fodfæste. Træk dem ud, vedligehold dem, giv piloterne noget opfriskende træning - og send dem så tilbage på det rigtige tidspunkt. Vi gør det hele tiden, men vi har selvfølgelig også en større kapacitet (i det amerikanske militær, red.), siger Dempsey.

Martin Dempsey går på pension i slutningen af september i år. I interviewet øverst i denne artikel kan du også høre ham fortælle nærmere om sin lange karriere som forsvarschef for USA's militær.

22Skammelsen

Nyhedsvært Poul Erik Skammelsen giver dig overblikket over de vigtigste nyheder fra ind- og udland.

Du kan følge programmet mandag til torsdag på TV 2 klokken 22. 

Du kan også følge 22Skammelsen her:

Facebook

Twitter