Udland

Japan advarer om vulkanudbrud nær atomkraftværk

Sakurajima er særdeles aktiv. Dette billede er taget i 2013, hvor vulkanen gik i udbrud. Scanpix

Et kraftigt udbrud kan være på vej fra en af Japans mest aktive vulkaner, Sakurajima, som ligger tæt på en netop genstartet atomreaktor, og beboere i området skal forberede sig på at blive evakueret. 

Det oplyser en talsperson for landets meteorologiske agentur ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Der er fare for, at det kan regne med sten ned over områder nær foden af vulkanen, så vi har advaret beboerne om, at de skal være klar til at blive evakueret, siger talsmanden og tilføjer, at der bor omkring 100 personer i de berørte områder.

50 kilometer fra atomreaktor

Sakurajima ligger på den sydlige ø Kyushu og har ofte mindre udbrud. Den aktive vulkan ligger blot 50 kilometer fra Sendai-atomkraftværk, som tirsdag genstartede en atomreaktor.

Det var den første reaktor i Japan, der blev genoplivet siden atomulykken på Fukushima-anlægget i 2011.

Japans Nuclear Regulation Authority (NRA) mener dog, at der er en meget lille risiko for, at Sendai-kraftværket er i fare under et eventuelt vulkanudbrud.

For to år siden sendte Sakurajima en fem kilometer høj askesky op i luften under et udbrud.

Jordskælv og tsunami førte til nedsmeltning

Japan ligger langs den såkaldte "Ring of Fire", hvor der ligger mange vulkaner. Sidste år mistede 63 mennesker livet, da Ontake-vulkanen i den centrale del af landet pludselig begyndte at sprutte. 

Et voldsomt jordskælv og en efterfølgende tsunami med bølger på op til ti meter ramte i 2011 Japan, og det var mere, end Fukushimas katastrofesikring kunne klare. Bølgerne skyllede ind over værkets mure, og tre ud af seks reaktorer nedsmeltede.

Fukushima-ulykken var den værste atomkatastrofe verden har set siden Tjernobyl-ulykken i 1986, og tvang 160.000 mennesker til at forlade deres hjem - hvoraf mange aldrig kan vende tilbage.

Japans premierminister, Shinzo Abe, har op til genstarten af landets atomprogram forsøgt at forsikre befolkningen om, at nye sikkerhedskrav til atomkraftværkerne gør dem mere sikre at bruge end før Fukushima-katastrofen.