Historisk øjeblik: Her hejses det amerikanske flag på Cuba

Se det historiske øjeblik i videoen over artiklen

Efter 54 år med iskold luft mellem ø-staten Cuba og supermagten USA blev der fredag eftermiddag skrevet historie i hovedstaden Havanna. Her blev det amerikanske flag hejst over USA’s genåbnede ambassade efter en tale af udenrigsminister John Kerry.

Kerry er den første amerikanske udenrigsminister i 70 år, der har gæstet Cuba. Med sig havde han tre marinesoldater, der firede flaget ned i 1961, da USA kappede alle bånd med Castro og Cuba.

Udenrigsministeren benyttede lejligheden til at bifalde de to statsoverhoveder for at vise stort mod og føre landene sammen på trods af uenigheder.

Allerede for fire uger siden fornyede USA og Cuba deres diplomatiske relationer og opgraderede deres diplomatiske missioner til ambassader.

Åbningen og udenrigsministerens besøg er en historisk milepæl og varsler nye tider og stærkere bånd mellem USA og Cuba, der i årtier har haft et anstrengt forhold.

Men begivenheden ventes ikke straks at vende op og ned på det cubanske folks liv.

Handelsembargoen fra 1962, der er afgørende for cubansk økonomi, kan først afskaffes, når Kongressen i Washington beslutter det. Men det ventes, at både demokrater og republikanere bakker op om en sådan ophævelse.

Rejserestriktioner har hidtil forhindret amerikanske turister i at nyde solen i Cuba, men disse ventes at blive lempet som følge af tøbruddet mellem de to lande.

T2Toolbox embed