Udland

25.000 indiske landmænd søger tilladelse til masseselvmord

 Scanpix

I anledning af Indiens fejring af deres uafhængighedsdag har en gruppe på 25.000 indiske landmænd fra delstaten Uttar Pradesh søgt om tilladelse til at hænge dem selv, det skriver ibtimes.com.

Anmodningen kommer efter landmændene er blevet nægtet kompensation, da de mistede deres land til et større bygningsprojekt.

Landmændene har søgt erstatning siden 1998, hvor 700 hektar landbrug blev oversvømmet, da der skulle bygges en bro over floden Yamuna. Ifølge myndighederne løber det samlede krav op i godt 800 millioner kroner.

De 25.000 landmænd stammer fra 11 forskellige landsbyer, og i brevet stod der blandt andet:

- På trods af adskillige løfter og på trods af, at emnet er blevet en sag i parlamentet, fortsætter delstatens regering med at vende det blinde øje til landmændenes lidelser.

Efter truslerne om selvmord har myndighederne lovet, at man nu vil betale fire gange så høj kompensation til de mange landmænd.

- Vi har allerede indgivet papirerne, og erstatningen vil snart blive frigivet, siger talsmanden Rajesh Kumar til ibtimes.com.

Indien har I flere år været plaget af, hvad der kaldes for en ren epidemi af selvmord blandt landets mange landmænd. Ifølge Landbrugsministeriet har næsten 300.000 landmænd begået selvmord de sidste 20 år. Det foregår som regel ved hængning eller ved at injicere sig selv med pesticider.

Selvmordsraten blandt indiske landmænd er 47 procent højere end gennemsnittet ifølge en undersøgelse fra 2011. I gennemsnit begår 41 landmænd selvmord hver eneste dag, hvilke skaber store samfundsmæssige problemer i form af efterladte hustruer og børn.

Landbruget er et enormt hårdt erhverv i Indien, og mange af selvmordene skyldes, at ejendommene er dybt forgældede og plages af tørke eller oversvømmelser.