Hårde kampe i Mali: Fem soldater og en FN-medarbejder dræbt

Et hotel i det centrale Mali, som benyttes af udsendt FN-medarbejdere, blev fredag morgen angrebet af formodede islamistiske militante, og kampene omkring hotellet har siden været i gang hele dagen.
De militante kom i ildkamp med malinesiske regeringstropper, som bevogter området omkring byen Sevare, der ligger godt 600 kilometer nordøst for landets hovedstad Bamako.
Én FN-medarbejder dræbt
Fem soldater fra den malinesiske hær har mistet livet, mens tre militante ligeledes skulle være dræbt i ildkampene.
Det rapporterer flere internationale nyhedsbureauer
Over for TV 2 bekræfter FN desuden, at én af deres medarbejdere er omkommet i angrebet.
Har taget gidsler
Foruden de dræbte skulle de militante angribere ifølge Reuters have taget op mod 10 gidsler i hotellet, hvor flere personer fra den fredsbevarende FN-mission i landet, MINUSMA, opholder sig.
Russiske myndigheder bekræfter, at en russisk statsborger skulle være blandt gidslerne, mens det yderligere rapporteres, at det drejer sig om personer fra Sydafrika, Ukraine og Frankrig.
TV 2 har forgæves forsøgt at komme i kontakt med den militære leder af MINUSMA, den danske generalmajor Michael A. Lollesgaard. Han er såkaldt styrkechef for de godt 9.000 soldater fra 40 lande, der deltager i missionen.
Ingen danskere berørt
Talsmanden for FN-missionen i Mali, Olivier Salgado, bekræfter dog angrebet over for TV 2, men vil ikke kommentere på, hvorvidt FN-medarbejdere er taget som gidsler.
- Vi er klar over, at flere nyhedsbureauer rapporterer om gidsler, men det kan vi ikke kommentere på nuværende tidspunkt, siger Olivier Salgado til TV 2.
Talsmanden vil heller ikke oplyse detaljer om nationaliteter på nuværende tidspunkt.
Olivier Salgado fortæller, at FN i øjeblikket hjælper den malinesiske hær med blandt andet troppetransport, lægehjælp og sikring af den nærliggende lufthavn.
Den Værnfælles Forsvarskommando bekræfter over for TV 2, at ingen danske udsendte er berørt af kampene omkring Sevare.
11 soldater dræbt mandag
I 2013 lykkedes det en fransk-ledet militæroperation at drive islamistiske militante ud af flere byer i det nordlige Mali, hvor de ellers havde hærget.
Flere af de militante menes at have forbindelse til terrornetværket al Qaeda. Efter militæroperationen indsatte FN sin fredsbevarende styrker MINUSMA for at opretholde stabilitet i området.
Mandag blev en militærbase i Mali angrebet af militante islamister nær byen Timbuktu. Her blev 11 soldater dræbt.