Flygtninge truer lastbilchauffører i Frankrig med knive og baseball-bat
Penko Ivanov fra Bulgarien er lastbilchauffør for det danske firma Kim Johansen
Han kører ofte ture, hvor han skal over den engelske kanal, og er derfor én af dem, der har oplevet problemerne i Calais på tætteste hold.
Da TV 2 møder ham i den franske havneby, er han ved at lappe et stort hul i sin lastbils presenning. I løbet af natten fik han sig en ubehagelig overraskelse. Her blev han nemlig vækket af en flok ubudne gæster fra flygningelejren i Calais, som prøvede at trænge ind i hans lastbil.
- Der er altid problemer, når man overnatter her, fortæller Penko Ivanov til TV 2.
Flere og flere lastbilchauffører har ikke længere lyst til at køre i området omkring den nordfranske havneby på grund af de mange problemer med flygtninge, der prøver at bryde ind i deres lastbiler og snige sig med over grænsen til England.
Lastbilchaufførerne er nødsaget til at have ekstra låse på deres køretøjer, og flere har ligeledes prøvet at blive truet med knive og baseballbat.