Udland

Rusland destruerer tonsvis af vestlige fødevarer

Sultne russere kunne torsdag tænde fjernsynet og se enorme mængder af fødevarer blive destrueret for åben skærm.

Tonsis af ost, æbler, abrikoser og tomater fra EU-lande er nemlig blevet opdaget i landet, hvor der siden 2014 har været restriktioner mod fødevarer fra EU og USA som svar på deres sanktioner mod Rusland i halen på urolighederne i Ukraine og annekteringen af Krim-halvøen.

- Destruktionen er udført, og nu vil det blive begravet, fortæller Svetlana Zaporozhchenko ifølge Wall Street Journal om de mange konfiskerede fødevarer, der blev ødelagt med en bulldozer lige uden for byen Belgorod nær grænsen til Ukraine.

Ifølge Ruslands landbrugsminister Alexander Tkatjov blev 28 ton æbler og tomater fra Polen og 40 ton abrikoser af ukendt oprindelse, som toldere har snuppet ved den russiske grænse, destrueret torsdag.

I løbet af 2015 er fødevarepriserne i Rusland steget med 21 procent, og flere politikere har antydet, at der var bedre måder at bruge den konfiskerede mad end at destruere den. Nogle har foreslået, at det kunne blive delt ud til landets fattigste, mens andre vil sende maden til det østlige Ukraine.

Den russiske landbrugsminister har dog afvist forslagene, da han ikke kan garantere for varernes kvalitet, lyder det.

I videoen øverst kan du se, hvordan konfiskeret svinekød fra EU i tirsdags blev fundet og brændt af i Belgorod.