Udland

Pludselig åbnede jorden sig: Gigantisk hul giver problemer i New York

I New York-bydelen Brooklyn har vejen åbnet sig i området mellem 5th Avenue og 64th Street tæt på Sunset Park.

Et kæmpe jordfaldshul har slugt vejen og asfalten, og det er gået ud over vand-, el- og gasforsyningen til beboerne i området.

Ingen mennesker er kommet til skade, skriver MyFoxNY.

Vejkrydset og området omkring gaderne har været lukket, siden hullet blev opdaget klokken syv tirsdag morgen lokal tid.

Forsinkede tog

Trafikanterne har fået at vide, at de skal ad andre veje, mens myndighederne får udbedret skaderne. Det er blandt andet gået ud over vand- og elforsyningen i området.

I hullet kan man se ødelagte rør, der har ligget under asfalten.

Også togene i New York er påvirket af jordfaldshullet. Togene, der går mod bydelen, kører med forsinkelse.

Det er fortsat uklart, hvad der fik vejen til at knække sammen.

Lignende hul i Tyrkiet i foråret

Selv om det ser voldsomt ud, er det ikke usædvanligt, at jordfaldshuller opstår. 

For nogle måneder blev et lignende hul opdaget på en mark i Konya-provinsen i Tyrkiet. Hullet blev opdaget af de lokale landmænd, der ejede de omkringliggende marker.

Ifølge lokale tyrkere findes der mindst 100 lignende huller i regionen. Se det tyrkiske jordfaldshul herunder:

Du kan se videoen fra New York øverst i artiklen. 

Jordfaldshuller

  • Jordfaldshuller opstår normalt, når der sker ændringer i underjordiske vandstrømme.
  • Det kan være store mængder regn eller det modsatte, at det tørrer ud.
  • Disse ændringer kan føre til en svækkelse af de øverste jordlag, og et større område kan dermed synke i jorden uden varsel.
  • Ofte er hullerne blot få meter dybe, men i ekstreme tilfælde kan de blive mere end 100 meter dybe.

Kilde: TV 2|VEJRET