Her er Europas flygtningebrændpunkter lige nu

Antallet af mennesker på flugt har været støt stigende siden første halvdel af 2014. Folk flygter fra krigene i Syrien og Irak samt de ustabile tilstande i Afghanistan og Eritrea.
I mange år har der været stærkt fokus på flygtningestrømmene via Middelhavet, men nu begynder flere og flere også at flygte til EU øst fra gennem Ungarn – også kaldet Balkanruten.
Herunder kan du læse om Europas flygtningebrændpunkter.
Ungarn I løbet af 2015 har over 100.000 mennesker benyttet sig af Balkanruten, hvilket har fået de ungarske myndigheder til at tage drastiske midler i brug. Landets militær er lige nu i gang med at bygge et fire meter højt hegn til den serbiske grænse. Det skal strække sig over 175 kilometer og ventes færdigbygget sidst i august. I lande som Bulgarien og Makedonien meldes der også om en stigning i antallet af flygtninge.
Grækenland
Græske middelhavsøer som Lesbos, Kos og Samos har sommeren igennem oplevet tusindvis af flygtninge ankomme i primitive gummibåde direkte til deres små ø-kyster fra nabolandet Tyrkiet. Omkring 600 flygtninge ankommer hver dag til de græske øer ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR). På Lesbos meldes der om helt op til 1.000 nye flygtninge hver eneste dag. Mange, der er på flugt i dette område, ankommer i både fra Tyrkiet, som ligger blot 10 kilometer væk. I årets første seks måneder i 2015 er næsten 100.000 flygtninge ankommet til Grækenland via Middelhavet.
Italien
Bare i år er 85.000 flygtninge ankommet til Europa via Italien. Det viser de seneste tal fra det italienske indenrigsministerium. De flygtninge, der rejser denne vej, rejser over Middelhavet i både fra det krigshærgede land Libyen.
Op mod 900 bådflygtninge mistede livet i april 2015 ved en stor kæntringsulykke, som fandt sted ud for den italienske kyst. En ulykke der er blevet betegnet som en af de værste ulykker nogensinde.
Frankrig
I den nordfranske havneby Calais er op mod 5.000 flygtninge netop nu samlet i en primitiv teltlejr. Her venter de på at komme illegalt med en lastbil eller et tog og på den måde krydse grænsen til Storbritannien.
De franske og britiske myndigheder har i løbet af juni skærpet sikkerheden ved grænsen efter flere episoder, hvor helt op til 2.000 flygtninge på én enkelt nat stormede Eurotunnelen i forsøget på at nå til Storbritannien. Op mod 500 politimænd og sikkerhedsfolk er sat ind i kampen mod flygtningenes forsøg på at krydse grænsen. Samtidig er der opført sikkerhedshegn af pigtråd, der nogle steder er op til fire meter høje på en strækning på over 20 km ned mod Eurotunnelen og færgelejet.
I klippet herunder kan du se flygtninge blive mødt af politiet, da de forsøger at krydse hegnet til Eurotunnelen.
Flugten er ikke uden risiko. Siden 1. juni har mindst 10 flygtninge mistet livet i dette område i forsøget på at komme fra Frankrig til Storbritannien. De er enten blevet kørt ned på motorvejen, druknet eller har fået elektrisk stød, idet de har prøvet at hoppe på et tog.
Det forlyder, at politiet har sat en stopper for helt op til 30.000 immigranters flugtforsøg i 2015.