Udland

En uge efter Clinton: Obama afslører historiske klimaplaner

USA’s præsident Barack Obama vil mandag afsløre sine planer for en grønnere og mere miljørigtig fremtid.

Det skriver New York Times, som betegner klimaplanerne som hidtil mest omfattende i amerikansk historie.

Formålet er at reducere global opvarmning ved blandt andet at begrænse udledning af drivhusgas fra landets energiforsyning og i sidste ende forny USA’s elsektor.

Planerne er angiveligt den endelige og noget strammere version af regler, som blev fremsat af den amerikanske pendant til Miljøstyrelsen tilbage i 2012 og 2014.

Hvis ideerne kan komme igennem juristernes nåleøje, vil de kunne resultere i lukninger af hundredvis af kulkraftværker samt skabe et boom i produktionen af vind- og solenergi.

Den mest omfattende af lovændringerne vil betyde, landets kraftværker i 2030 skal have reduceret CO2-udledningen med 32 procent i forhold til niveauet i 2005. I et tidligere forslag lød 2030-målet på en reducering på 30 procent.

I en video, der blev lagt ud på Det Hvide Hus' Facebookside lørdag aften, siger Obama:

- Klimaforandringer skal ikke være et problem for en anden generation, ikke længere.

I videoen kalder han desuden de nye regler ’det største og vigtigste skridt, vi nogensinde har taget for at bekæmpe klimaforandringerne'. Øverst oppe kan du se videoen.

I kølvandet på Clinton

Obamas klimaplaner annonceres bare en uge efter den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton har fremlagt sine planer for et grønnere USA.

Hun vil inden for de næste ti år forsyne alle amerikanske hjem og virksomheder med grøn energi – hvis det altså lykkedes hende at blive den næste amerikanske præsident.

Der skal blandt andet investeres i 500 millioner solpaneler, hvilket er syv gange flere end USA har i dag. Herudover er vindenergi og biobrændsel er en del af Clintons plan for et grønnere USA.

- Når man spørger republikanerne om klimaforandringer, så siger de alle ’Jeg er ikke videnskabsmand’. Jeg er heller ikke videnskabsmand. Jeg er en mormor med to øjne og en hjerne, og jeg ved, at vi må forholde os til det her problem, og gør vi det sammen, bliver det en win-win, sagde den populære kandidat ved et vælgermøde i delstaten Iowa i sidste weekend.

Hillary Clintons klimamål vakte i sidste uge stor optimisme i solenergibranchen herhjemme. Hør hvorfor i videoen herunder, hvor TV 2’s reporter viser direktøren for Klimaenergi, Alex Petersen, Hillary Clintons kampagnevideo:

I grafikken herunder kan du blive klogere på de mange personer, der stiller op som præsidentkandidater:

T2Toolbox embed