Udland

Tyrkisk militær: Kurdere har dræbt tre af vores soldater

Det kurdiske arbejderparti PKK har dræbt tre tyrkiske soldater i den sydøstlige del af Tyrkiet.

Det hævder det tyrkiske militær ifølge Reuters.

Det skulle have fundet sted i provinsen Sirnak, der befinder sig på grænsen til Irak. Helikoptere og specialstyrker er blevet sendt til området, oplyser hæren i en pressemeddelelse.

Flere sammenstød de seneste dage

Spændingerne mellem PKK og Tyrkiet har taget til over de seneste uger.

De seneste to år har ellers været fredelige, mens parterne gjorde langsomme fremskridt mod en permanent fredsaftale. Men siden et angreb, hvor to tyrkiske betjente blev dræbt af PKK 22. juli har der været flere sammenstød.

PKK begrundede angrebet med, at det var hævn for en selvmordsbombe i den sydtyrkiske by Suruc, hvor 32 unge kurdere blev dræbt af et selvmordsangreb udført af terrorgruppen Islamisk Stat. Ifølge PKK har det tyrkiske politi arbejdet sammen med organisationen og var indirekte medskyldig i angrebet. Det skriver det tyrkiske medie Todays Zaman.

Siden har tyrkerne blandt andet bombet kurderne i Irak og Syrien, som ellers bekæmper den fælles fjende fra IS. Tyrkiet har dog nægtet at gøre dette bevidst.