Udland

Borgerservice ændrer rejsevejledning: Risiko for bomber i Tyrkiet

Udenrigsministeriets Borgerservice har opdateret sin rejsevejledning til Tyrkiet efter meldinger om risiko for angreb mod blandt andet Istanbuls offentlige transport. 

Dermed følger Borgerservice det tyske udenrigsministerium, der tidligere på dagen skærpede sin vejledning til Tyrkiet på grund af den tiltagende konflikt mellem Tyrkiets regering og PKK. 

Ministeriet vurderer, at der er risiko for bombeangreb mod metroen og busstop i den tyrkiske millionby Istanbul, der er populær blandt turister.

- Vi opdaterer nu rejsevejledningen til Tyrkiet. Baggrunden er meldinger om mulige angreb mod den offentlige transport i Istanbul, siger Ole Egberg Mikkelsen, centerchef for Borgerservice, til TV 2. 

Tyrkiet har styr på sikkerheden

Han understreger, at det "overordnede sikkerhedsniveau i landet ikke er ændret".

- Det er ikke sådan, at vi fraråder rejser til Tyrkiet. Som rejsende skal man være opmærksom på, at myndighederne gør meget, og vi undersøger løbende sikkerhedssituationen. Det er vores vurdering, at Tyrkiet har godt greb om sikkerheden, siger centerchefen. 

De danske turister, der er på vej på badeferie i Tyrkiet, bør ifølge Ole Egberg Mikkelsen heller ikke frygte noget.

 - Langt de fleste hændelser har været i den sydøstlige og østlige del af Anatolien. Altså langt fra de områder, hvor danskerne normalt kommer på ferie. Istanbul er selvfølgeli også en turistby, men det er som sagt ikke sådan, at vi fraråder rejser til Tyrkiet. 

Bombeeksplosion i Suruc

Rejsevejledningerne blev opdateret onsdag efter den seneste uges tiltagende konflikt mellem Tyrkiets regering og Kurdistans Arbejderparti, PKK. 

I sidste uge blev eksempelvis flere politibetjente dræbt, og tyrkisk militær har bombet flere PKK-mål i både Tyrkiet og Irak. 

Rejsevejledningen blev også redigeret for en uge siden, 21. juli, efter bombeeksplosionen i byen Suruc, tæt på grænsen til Syrien, der kostede mange døde og sårede.  

Der står blandt andet: 

- Der er en betydelig risiko for terrorangreb i Tyrkiet, og angreb har de senere år fundet sted forskellige steder i Tyrkiet, herunder i Istanbul.

Hovedbyerne er sikre

Det er især områderne, der grænser op til Syrien og Irak, man bør holde sig fra, da der er risiko for kamphandlinger.

- Alle rejser og ophold inden for en radius af 10 km fra den tyrkisk-syriske grænse frarådes. I det øvrige grænseområde frarådes alle ikke-nødvendige rejser og ophold, står der i rejsevejledningen, hvori det vurderes, at hovedbyerne i det sydøstlige Tyrkiet generelt er forholdsvis sikre at opholde sig i. 

Skal du på ferie til Tyrkiet? Du kan læse hele Udenrigsministeriets rejsevejledning til landet her.