Trump i ny ballade: Offentliggør modkandidats privatnummer

16x9

Den amerikanske mangemilliardær og republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, bragte sig tirsdag igen i rampelyset på kontroversiel vis. Det sk

Den amerikanske mangemilliardær og republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, bragte sig tirsdag igen i rampelyset på kontroversiel vis.

Det skete, da han foran flere hundrede fremmødte til et vælgermøde - og for rullende kameraer - oplæste en af sine modkandidaters private telefonnummer. Nummeret tilhører den republikanske senator Lindsey Graham.

- Jeg fik det for tre-fire år siden, så måske er det et gammelt nummer, men giv det et forsøg, sagde Donald Trump og opfordrede til at ringe til nummeret.

Republikansk krig på ord
Flere republikanere har de seneste dage kritiseret Donald Trump, efter han lørdag rettede en sønderlemmende kritik mod den tidligere republikanske præsidentkandidat John McCain.

Lindsay Graham er gode venner med netop McCain, og udtalelsen fik ham mandag til at kalde Donald Trump for et fjols i et interview med CNN. På tirsdagens vælgermøde i delstaten South Carolina svarede Trump så igen og kaldte Lindsey Graham for en idiot.

- Han virker ikke som en særligt klog fyr. For mig virker han faktisk ikke engang så klog som Rick Perry (republikansk præsidentkandidat, red.). Jeg tror, Rick Perry formentligt er klogere end Lindsay Graham, sagde Trump og fortsatte dermed også ordstriden med Perry, der ligeledes har kritiseret mangemilliardæren.

Trump fortalte videre, hvordan Lindsey Graham for år tilbage nærmest skulle have tigget om at få hjælp til at blive mere kendt i den amerikanske offentlighed og derfor havde givet Trump sit mobilnummer. Det samme nummer, som han nu har offentliggjort.

Graham bekræfter telefonnummer
Repræsentanter fra Lindsey Grahams kampagnehold har efterfølgende bekræftet nummerets ægthed. Samtidig har adskillige amerikanske journalister forsøgt at ringe nummeret op, men de fleste blev bare mødt af telefonsvareren. En reporter fra Politico lykkedes dog med at komme igennem.

- Gad vide, hvorfor han gjorde det? Men når det kommer til Donald, er der ikke længere noget, der kan overraske mig, svarede Graham.

Lindsey Graham virker dog til at tage det hele med et smil. På Twitter skriver han: "Skal formentligt have en ny telefon. iPhone eller Android?"

I alt kæmper foreløbigt 16 om at blive valgt som republikanernes præsidentkandidat, og trods flere kontroversielle udtalelser fører Donald Trump den seneste meningsmåling foretaget for Washington Post og ABC News. Her får Donald Trump opbakning fra 24 procent af de vælgere, der vil stemme republikansk.

De vil have Det Hvide Hus