Udland

Irans Khamenei: USA vil blive ydmyget i en krig

Selv om Iran i starten af ugen indgik en aftale om landets atomprogram med de vestlige stormagter, ændrer aftalen ikke noget på Irans syn på "arrogante" USA.

Sådan lyder det fra Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, i en tv-tale lørdag, der markerer afslutningen på den muslimske fastemåned, ramadanen, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Amerikanske ledere jagter Irans overgivelse. Iran ønsker ikke krig, men hvis det sker, vil USA blive ydmyget, siger Khamenei ifølge Reuters.

Den øverste leder tilføjer, at Teheran fortsat holder skarpt øje med den amerikanske politik i Mellemøsten. Khamenei vil have, at de iranske politikere sikrer, at de nationale interesser bliver bevaret, og at Iran ikke stopper sin revolutionære principper.

Sanktioner bliver ophævet

I tirsdags indgik Iran og den såkaldte P5+1 gruppe, der består af de fem permanente medlemmer i FN's Sikkerhedsråd og Tyskland, en atomaftale, da parterne efter 20 måneders forhandlinger blev enige.

Da aftalen var på plads, udtrykte Irans præsident, Hassan Rouhani, glæde over, at aftalen var kommet i hus efter over halvandet års atomforhandlinger.

- Iran-aftalen viser, at konstruktivt engagement virker. Med denne unødvendige krise løst, dukker nye horisonter op med fokus på fælles udfordringer, skrev Rouhani på Twitter.

Iran har i mange år været pålagt en række økonomiske sanktioner af Vesten, som er gået hårdt ud over landets økonomi. De sanktioner bliver med aftalen ophævet. Til gengæld afskærer aftalen det iranske regimes muligheder for at fremstille atomvåben.

Kort om aftalen

  • Ifølge aftalen bliver våbenembargoet fjernet men ikke før om fem år,.
  • Missil-sanktioner opretholdes i de kommende otte år.
  • Iran skal reducere sit lager af beriget uran. 
  • Ifølge Reuters indebærer aftalen blandt andet, at FN får adgang til at inspicere alle Irans atomfaciliteter inklusiv landets militære anlæg.
  • Til gengæld fjernes økonomiske sanktioner mod Iran.
  • Aftalen indeholder genindførsel af sanktioner ved brud på aftalen.