Udland

'Trump for president': Nu fører han i meningsmålingerne

Den kontroversielle amerikanske forretningsmand Donald Trump ser i skrivende stund ud til at blive republikanernes bud på USA’s næste præsident.

En dugfrisk meningsmåling placerer nemlig Trump i spidsen for samtlige republikanske præsidentkandidater, hvilket er første gang, siden han smed sit navn i hatten.

Ifølge målingerne, som adskillige amerikanske medier – heriblandt CNN – henviser til, står Donald Trump til at få 17 procent af stemmerne, mens det kun lykkes én anden kandidat at yde nogenlunde modstand med en dobbeltcifret stemmeprocent; nemlig Jeb Bush, som står til 14 procent af stemmerne.

Kontroversielle udtalelser

Donald Trumps popularitet i målingerne kommer efter en periode, hvor den allestedsnærværende forretningsmand og tv-kendis har gjort opmærksom på sig selv på flere fronter.

Blandt andet for sine udtalelser omkring mexicanske indvandrere, som han har kaldt voldtægtsforbrydere, narkosmuglere og notoriske kriminelle.

Udtalelser som han vel at mærke har forsvaret til trods for stort pres fra både politiske venner og fjender.

Trump er en seriøs kandidat

Ifølge chefen for analyseinstituttet på Suffolk University, David Paleologos, er det netop Donald Trumps mange udskejelser, der har bragt ham i spidsen for de republikanske kandidater.

- Trump skaber daglige overskrifter forud for valgkampen. Det har bragt ham i front for gruppen, hvor han rider på ryggen af de konservative vælgere, skriver han i en pressemeddelelse i forbindelse med målingen.

Også Gallup har taget temperaturen på den republikanske valgkamp, inden den for alvor bliver skudt i gang.

Den viser, at 41 procent betragter Donald Trump som en ’seriøs kandidat’ til posten som USA’s næste præsident.

T2Toolbox embed