Udland

Stjernerne i kø for at dumpe Trump

Rollerne er byttet om. Tidligere var det milliardæren og den republikanske præsidentkandidat Donald Trump, der fyrede folk - blandt andet Cosby-stjernen Keisha Pulliam, skuespilleren bag Rudy Huxtable fra "Cosby" i reality-serien "The Celebrity Apprentice" - men nu står sportsstjerner, en supermarkedkæde og rappere i kø for at afbryde forbindelsen til Trump efter milliardærens bemærkninger om mexicanske immigranter, da han forleden meldte sig ind i kapløbet om at blive republikansk præsidentkandidat ved valget i USA næste år.

Trump sagde blandt andet, at nogle mexicanske immigranter bringer stoffer, voldtægt og andre forbrydelser med ind over grænsen til USA.

- Vi er skuffede og kede af Trumps bemærkninger. Vi tolererer ikke diskrimination af nogen art. Vi hilser alle kunder velkommen, og respekt for alle menneskers værdighed er en af hjørnestenene i vores virksomheds kultur, siger man hos den store forretningskæde Macy's, der har droppet en tøjkollektion, som Donald Trump stod bag, i forretningens kæder.

TV-kanalen NBC, der står bag "The Celebrity Apprentice", har meddelt, at Trump er fyret som vært fra showet.

- Både Macy's og NBC bukkede under ved første tegn på potentielle vanskeligheder med interessegrupper, som ikke er andet end professionelle ballademagere, siger Donald Trump ifølge nyhedsbureauet Associated Press (AP).

Tidligere har tv-kanalerne Ora TV og mexicanske Televisa afbrudt forbindelsen til Trump.

Også en række af de stjerner og kendisdommere, som skulle have medvirket i den højt profilerede Miss USA-konkurrencen, som et Trump-selskab ejer rettighederne til, har sagt fra.

Rapperen Flo Rida, football-stjernen Emmet Smith, countrysangeren Craig Wayne Boyd og popsangeren Natalie La Rose har meldt fra, og senest gjorde tv-værten Jonathan Scott det via en Facebook-opdatering.

- Vi er allesammen sammen på den her store klippe. Og jeg vælger kærlighed, skrev Jonathan Scott i sin Facebook-opdatering.