Udland

Den græske krise: Derfor gik det galt

Grækenland er blevet hjulpet de seneste fem år. Med masser af penge og meget lille succes. Hvad var det, der gik galt mellem Athen, Bruxelles og Berlin?

De industrialiserede lande - og i endnu højere grad Den Internationale Valutafond (IMF) - har årtiers erfaring med at redde forgældede lande og udstikke vejen for en bæredygtig fremgang. Der er blevet lavet masser af fejl, men også høstet erfaringer, der gjorde, at man før den økonomiske krise i eurozonen troede, at man viste, hvad der skulle gøres, i fald et land var på vej mod statsbankerot. Men så kom Grækenland på dagsordenen i 2010, og kort efter var den græske krise ikke længere kun græsk, men også en euro-zonekrise, hvor Irland, Portugal og Spanien også havde brug for hjælp.

Grækenland - og flere amerikanske topøkonomer - mener, at landet er blevet dræbt langsomt økonomisk via nedskæringer og spareplaner. I Tyskland mener mange, at grækerne simpelt hen ikke er villige til at gennemføre den nødvendige økonomiske politik.

Det tyske dagblad Die Welt har lavet et overblik på syv punkter, hvor avisen forklarer Grækenlands krise og dens årsager.

Overdreven fokus på tal

Den græske regering fik lov at ignorere de fleste strukturreformer, donorlandene kiggede næsten udelukkende på Grækenlands finanspolitik, på det græske statsbudget. Landene havde brug for håndgribelige succeser for at retfærdiggøre hjælpen for deres egne vælgere. Dermed undervurderede man sparepolitikkens virkning på væksten.

Provokerende detailstyring

Snesevis af støtte-programmer fra eksempelvis Den Internationale Valutafond har vist, at det ikke hjælper at tvinge en forudbestemt reformplan ned over hovedet på et modtagerland. Det er nødvendigt, at modtagerlandets regering selv har mulighed for at præsentere sine spareplaner for sine vælgere. Dette princip blev groft tilsidesat i Grækenlands tilfælde. Støtten blev gjort betinget af en meget detaljeret dagsorden. Omvendt var dette – set fra Trojkaens synspunkt; IMF, ECB og Eurolandene – rent selvforsvar, fordi de græske kollegaer kun kom med meget få forslag selv.

Nedskæringer de forkerte steder

Den græske regering lukkede ikke skattehuller, der favoriserede de rige, hvilket ville have gjort skatteopkrævningen mere retfærdig. Besparelser i den offentlige sektor skete ved at skære i lønningerne i stedet for at nedlægge stillinger.

Moderat tempo fremfor et kæmpe brag

En gængs anke er, at det blev forventet, at Grækenland skulle gøre for meget på for kort tid. Men faktisk er det modsatte tilfældet. Folk accepterer to år med afsavn mere ivrigt end en tilsyneladende endeløs smerte. Grækenland blev oprindeligt sparet for det værste, men konsekvensen var, at der blev gjort for lidt for at få gang i økonomien og tiltrække investorer til landet. Og problemerne blev ved med at vokse

Problemerne blev ignoreret

Der skete ikke et ”Big Bang” i Grækenland, fordi Europa-kommissionen i euroens tidligere år havde alt for meget fokus på Maastricht Traktatens gældskriterier. De strukturelle problemer i eurolandene gik upåagtet hen. Først da krisen brød ud, gik det op for Bruxelles, hvor lidt man vidste om eksempelvis Grækenlands ineffektive offentlige administration. Desuden opfattede man i den økonomiske krises begyndelse Grækenland som et isoleret tilfælde, da det blev ramt først. Da andre lande så også fik problemer, blev situationen i Grækenland bare værre.

Alt for afventende

Politikerne ville have Grækenland til at være et isoleret problem. Eksperter pointerer, at det blev ignoreret, at Grækenland ikke bare manglede penge, men også var insolvent. På samme vis ignorerede man at kun en stor eftergivelse af gælden, ville kunne forhindre gigantisk hårde spareplaner. Man frygtede, at andre landes kreditorer ville gå i panik, hvis Grækenland fik gældssanering

Manglende forudseenhed

EU troede i lang tid, at nedskæringer var for farlige, og det betød manglende beskyttelse af resten af euro-zonen. Budget og gældsreglerne i Maastricht traktaten havde ingen bestemmelser i forbindelse med svært stillede økonomier og gældskriser. Dét er symptomatisk for en bestemt type overmod. Man forestillede sig, at kriser som dem, der forekommer i de nye markeder ikke kunne ske i Europa. Det kostede værdifuld tid, før instrumenter som den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet, den europæiske stabilitetsmekanisme og bankunionen blev skabt.

Grækenland er igen på toppen af den europæiske dagsorden. Desværre er Trojkaen nu miskrediteret, og grækerne er udmattede og mere modvillige end nogensinde før til at gennemføre reformer.

Mange mener, at grækerne blev bedt om at gøre alt for mange ting på alt for kort tid.

Kilde Die Welt

Fem spørgsmål om Grækenland - og fem svar

Hvor stor er Grækenlands gæld?

Cirka 2370 milliarder kroner – svarende til omkring 180 procent af BNP.

(Danmarks nationale gæld er på 45 procent af BNP)

Hvornår skal gælden betales?

Ved midnat den 30. juni skulle grækerne betale cirka 11,5 milliarder kroner (1,6 mia. euro) tilbage til Den Internationale Valutafond (IMF). Det skete ikke, og Grækenland har derfor misligholdt deres lån. 

Hvad skete der med den såkaldte hjælpepakke?

Ved midnat den 30. juni udløb også hjælpeprogrammet fra eurolandene og IMF, der har en samlet ramme på 1.790 milliarder kroner.

Kommer der mere hjælp til Grækenland?

Der er 54 milliarder kroner tilbage i hjælpeprogrammet, som Grækenland i princippet kan få udbetalt, hvis man accepterer kreditorernes krav om reformerne.

Hvad nu?

På søndag den 12. juli mødes EUs stats og regeringschefer i Bruxelles til et hasteindkaldt topmøde for at tage stilling til, om de er tilfredse med det græske forslag og dermed vil udbetale nye kriselån til Grækenland.