Udland

Crowdfunding: Privat indsamling vil redde Grækenland

Via en kampagne på nettet har en privat crowdfunding (gruppeindsamling, red.) indsamlet - i følge hjemmesiden - omkring 970,000 euro på tre dage til en fond, der skal redde Grækenland fra statsbankerot.

Initiativtageren er en bruger på hjemmesiden Indiegogo, der kalder sig Thom Feeney og identificerer sig som en 29-årig mand, der arbejder i en skoforretning i Storbritannien.

– Lad os få ordnet Grækenlands problemer. Al den ubeslutsomhed bliver efterhånden kedelig, skriver Thom Feeney på kampagnens hjemmeside.

De seneste år er crowdfunding blevet stadig mere populært og brugt til mange forskellige formål. Nogle mere sære end andre. Blandt andet er der blevet samlet penge ind til en RoboCop statue i den amerikanske by Detroit, men en crowfunding kampagne der skal redde et helt lands økonomi, må vist være den første af sin slags skriver The New York Times. Den amerikanske avis har talt med en professor i informationsteknologi og marketing på Stern School of Business, New York University, og professoren det ”meget unikt”.

Støtterne får forskellige typer gaver alt efter, hvad de donerer. Donationer på ti dollars giver en flaske ouzo, mens en donation på én million euro giver ”stor anerkendelse fra Europas befolkning”.

Støtterne bruger hashtag´et #crowdfundgreece for at sprede budskabet på Twitter.

På hjemmesiden spørger mange, om det overhovedet vil lykkedes at indsamle de 1,5 milliarder euro, kampagnen sigter efter. Og eksperterne er ikke i tvivl. Det vil helt sikkert ikke lykkedes. Og skulle det alligevel vise sig, at kampagnen får held med at indsamle de mange penge, er det slet ikke nok. Nyhedsbureauet Reuters vurderer, at Grækenland i alt skylder omkring 242.8 milliarder euro, så kampagnens mål er kun en dråbe i havet. I alt har 57.000 donneret til kampagnen.

Fem spørgsmål om Grækenland - og fem svar

Hvor stor er Grækenlands gæld?

Cirka 2370 milliarder kroner – svarende til omkring 180 procent af BNP.

(Danmarks nationale gæld er på 45 procent af BNP)

Hvornår skal gælden betales?

Ved midnat den 30. juni skulle grækerne betale cirka 11,5 milliarder kroner (1,6 mia. euro) tilbage til Den Internationale Valutafond (IMF). Det skete ikke, og Grækenland har derfor misligholdt deres lån. 

Hvad skete der med den såkaldte hjælpepakke?

Ved midnat den 30. juni udløb også hjælpeprogrammet fra eurolandene og IMF, der har en samlet ramme på 1.790 milliarder kroner.

Kommer der mere hjælp til Grækenland?

Der er 54 milliarder kroner tilbage i hjælpeprogrammet, som Grækenland i princippet kan få udbetalt, hvis man accepterer kreditorernes krav om reformerne.

Hvad nu?

På søndag den 12. juli mødes EUs stats og regeringschefer i Bruxelles til et hasteindkaldt topmøde for at tage stilling til, om de er tilfredse med det græske forslag og dermed vil udbetale nye kriselån til Grækenland.