Udland

Långivere har sendt Grækenland tilbud i sidste øjeblik

Europæiske långivere har sendt et tilbud til kriseramte Grækenland, blot et halvt døgn inden det eksisterende låneprogram udløber med udgangen af juni.

Det siger en EU-kilde til det tyske nyhedsbureau dpa.

Den græske stat er på randen af bankerot, og både landets banker og børsen i Athen er lukket.

Fem måneders forhandlinger om en løsning på gældskrisen i EU-landet har været uden succes, da regeringen har fastholdt sin afvisning af långivernes reformkrav.

Grækerne har krævet lån uden de skrappe reformer - eller i hvert fald langt mildere krav - og samtidig forventer regeringen gældslettelse.

Grækerne har endnu ikke fået den sidste milliardudbetaling fra långiverne. Långiverne - Den Internationale Valutafond (IMF), Den Europæiske Centralbank (ECB) og EU - har krævet reformer, før man vil sende penge.

Venstrefløjsregeringen har forsøgt at holde gang i forhandlingerne uden at komme med indrømmelser. Senest ved at annoncere en folkeafstemning om långivernes krav om blandt andet at reformere de - ifølge EU-kollegerne - lidt for generøse pensionsvilkår.

Fem spørgsmål om Grækenland - og fem svar

Hvor stor er Grækenlands gæld?

Cirka 2370 milliarder kroner – svarende til omkring 180 procent af BNP.

(Danmarks nationale gæld er på 45 procent af BNP)

Hvornår skal gælden betales?

Ved midnat den 30. juni skulle grækerne betale cirka 11,5 milliarder kroner (1,6 mia. euro) tilbage til Den Internationale Valutafond (IMF). Det skete ikke, og Grækenland har derfor misligholdt deres lån. 

Hvad skete der med den såkaldte hjælpepakke?

Ved midnat den 30. juni udløb også hjælpeprogrammet fra eurolandene og IMF, der har en samlet ramme på 1.790 milliarder kroner.

Kommer der mere hjælp til Grækenland?

Der er 54 milliarder kroner tilbage i hjælpeprogrammet, som Grækenland i princippet kan få udbetalt, hvis man accepterer kreditorernes krav om reformerne.

Hvad nu?

På søndag den 12. juli mødes EUs stats og regeringschefer i Bruxelles til et hasteindkaldt topmøde for at tage stilling til, om de er tilfredse med det græske forslag og dermed vil udbetale nye kriselån til Grækenland.